Aki-Matilda Høegh-Dam overvejer fremtid: Det er som om, at ilden i Siumut er slukket

Siumut vil tage arbejdet med selvstændighed alvorligt efter valget. Det sagde formand for Siumut, Erik Jensen, i går torsdag.
Medlem af Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam stiller sig dog ikke tilfreds med det. Det er for uklart mener hun.
Hun siger videre, at hun nu gør sig tunge overvejelser over sin fremtid.
- Jeg har noget at tygge på. Men det går mere og mere op for mig, at Siumut har gået videre fra sin grundholdning, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, der i dag er medlem af Folketinget for Siumut.
Hun har udtrykt tvivl over sin fremtid til DR. Og nu fortæller hun til KNR, at hun overvejer at flytte til et andet parti og at stille op til Inatsisartutvalget. Hun understreger dog, at intet er afgjort endnu.
Det er især spørgsmålet om selvstændighed, der skaber problemer med hende og partiledelsen, siger hun.
Formand Erik Jensen sagde ellers, at Siumut vil arbejde hårdt for at tage de næste skridt i arbejdet for at aktivere paragraf 21 i Selvstyreloven. Paragraffen handler om Grønlands adgang til selvstændighed.
Et ord kan være alt afgørende
Dette svarer også til det, som Siumut nåede frem til på sit landsmøde, siger han.
Og det er også en udtalelse, som Aki-Matilda Høegh-Dam er enig i. Det er dog en udtalelse, hun har hørt for mange gange, siger hun. Hun henviser til et citat fra Erik Jensen, hvor partiformanden siger:
- Inatsisartut har allerede godkendt arbejdet i kommissionen, men det udelukker ikke, at der også kan etableres særlige forhandlinger, sagde Erik Jensen.
Her er der et ord, der fylder hos Aki-Matilda Høegh-Dam.
- Jeg synes, at jeg kan huske, at han bliver ved med at bruge ordet "kan". "Det kan ske". "Det kan være en mulighed". Vi har brug for at få klar besked uden tøven: "Hvis i stemmer på os, starter det". Og det hørte jeg ikke noget af, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Hun tænker nu over, om der er kommet for stor en kløft mellem Siumuts politik og hendes egen.
- Det er som om, at ilden i Siumut er slukket. Derfor er spørgsmålet, hvad jeg nu skal gøre, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.