Ufrivilligt barnløs: Det er en ufattelig beslutning

Det går ud over rettighederne for ufrivilligt barnløse, at Naalakkersuisut har stoppet for tilbuddet om kunstig befrugtning på Rigshospitalet, hvis ikke det lykkes at blive gravid herhjemme, mener Ivalo Frank Larsen.
Ivalo Frank Larsen. Foto: KNR
Ivalo Frank Larsen har stadigvæk én mulighed tilbage for at blive behandlet i Danmark. Foto: KNR Foto © : KNR
15. maj 2019 06:45

- Jeg fattede det først efter jeg læste det flere gange. Beslutningen er utrolig, forskrækkende og går for vidt, siger Ivalo Frank Larsen.

Hvis fertilitetsbehandlingen i Grønland ikke lykkes, har sundhedsvæsenet tidligere betalt for kunstig befrugtning i Danmark. Patienterne betaler selv for rejse og logi, men ikke alle har råd til det og kan derfor ikke tage imod tilbuddet.

Dermed strider det imod princippet om ligebehandling i sundhedsvæsenet, lød begrundelsen, da tilbuddet blev midlertidigt stoppet sidste år.

LÆS OGSÅ Gertrud nåede at blive behandlet på Rigshospitalet

Ivalo Frank Larsen har stadigvæk én mulighed tilbage for at blive behandlet i Danmark. 

- Jeg føler mig meget heldig over, at jeg stadig har den mulighed. Det må være meget hårdt ikke at have sådan en mulighed. Det er hårdt nok ikke at kunne få et barn, siger hun. 

Antallet af grønlandske forløb afsluttet på

fertilitetsklinikken på Rigshospitalet de sidste fem år:

2014: 8

2015: 7

2016: 7

2017: 5

2018: 6

Hun har været gravid før, men det var udenfor livmoderen. Hendes æggeledere er derfor blevet fjernet. Og hun har svært ved, at hun ikke kan blive gravid.

- Når man selv går gennem det, har man meget let ved at tænke: Hvor er min kvindelighed?. Hvorfor er det mig, der går igennem det her, siger hun, mens hun prøver at holde tårerne tilbage.

LÆS OGSÅ - Alle skal tilbydes samme behandling

Ufrivilligt barnløse skal nu selv betale for en kunstig befrugtning, der koster mellem 25.000 kroner og 55.000 kroner.

Det får Ivalo Frank Larsen til at overveje at flytte fra Grønland.

- Jeg sagde til min mand, at vi bliver nødt til at overveje at flytte til Danmark, hvis det ikke lykkedes denne gang. Det er allerede dyrt at flyve frem og tilbage. Hvorfor flytter vi ikke bare til Danmark, siger Ivalo Frank Larsen.

Ivalo Frank Larsen er i gang med at planlægge en demonstration imod beslutningen for at stoppe for tilbuddet af kunstig befrugtning i Danmark.

Hvis alle skal kunne tilbydes muligheden for en kunstig befrugtning i Danmark, vil det årligt koste mellem fem og seks millioner kroner. Regnestykket tager udgangspunkt i betaling af rejse og logi for 40 kvinder om året.