Studerende: Det bliver mere attraktivt at få børn når daginstitutionerne forbedres

KNR har spurgt studerende på Ilisimatusarfik om, hvor attraktivt det er at få børn i Grønland. Flere peger på, at daginstitutionerne skal forbedres, hvis det skal være mere tillokkende at stifte familie.
På Ilisimatusarfik tilbydes 12 bacheloruddannelser, 5 kandidatuddannelser, mulighed for efteruddannelse samt en ph.d.-skole. Foto © : Grønlands Naturinstitut
25. april 2025 14:32

Ifølge Grønlands Statistik forventes den grønlandske befolkning at falde med omkring 10.000 personer frem mod 2049 – til blot 46.390 indbyggere.

I vores rundspørge blandt studerende var der stor enighed om, hvad der kan gøre det mere attraktivt at få børn i Grønland.

Ivalo Olsen, som læser til kandidat i samfundsvidenskab, mener, at selvom børneinstitutioner og skoler kunne være bedre, så har Grønland noget særligt at tilbyde:

– Daginstitutioner og skoler er måske på et lavere niveau, men naturen, sneen og muligheden for at være sammen som familie er på et højt niveau, siger hun.

Julia Biilmann, der læser til sygeplejerske og som har har to børn, er enig i, at pædagogernes vilkår i daginstitutionerne bør forbedres:

– Det største problem er, at institutionerne er for små, og at der er alt for få uddannede pædagoger. Jeg mener grunden til det er, at brugen af mange vikarer og for meget personalemangel. Mange venter i månedsvis på at få en plads til deres barn, siger Julia Biilmann.

At få børn under studiet kan føles trygt

Suusaat Olsen, som studerer erhverv og økonomi, har valgt at få barn under studierne, fordi hun føler sig tryg:

– For mig føltes det trygt. Jeg er gravid, selvom jeg stadig studerer. Jeg føler mig så tryg i min situation, selvom jeg studerer kan jeg have et barn, uden at miste min bolig her i Nuuk, fortæller hun.

De to studerende på socialrådgiveruddannelsen, Karline Brandt og Camilla Storch, mener, at det er vigtigt at få en uddannelse først, og at stigende leveomkostninger er en væsentlig årsag til at færre vælger at få børn.

– Måske når daginstitutionerne ikke er så dyre længere, siger Karline Brandt.

Det er mere udfordrende at få børn i en bygd

Hanne Mathiassen, som studerer til lærer, peger på, at det kan være særligt svært at få børn i en bygd – baseret på egne erfaringer i hendes omgangskreds:

– Det virker mere attraktivt at få børn, når man bor i en by. Alt går lidt hurtigere dér. Jeg kommer selv fra en bygd, og ud fra det jeg har oplevet, tager det længere tid at få en institutionsplads, hvis man ikke har et arbejde (efter barsel red.), siger Hanne Mathiassen.

Hun tilføjer, at pædagogernes løn bør hæves:

– Vi hører ofte, at pædagoger og omsorgspersonale får alt for lidt i løn, og at det ikke passer til deres ansvar, siger hun.

Laurethe Johnsen, som også studerer til lærer, er enig i, at pædagogernes arbejdsforhold bør forbedres:

– Jeg er enig, for i dag hører vi rigtig ofte, at pædagogerne får for lidt i løn. Det er ikke let at tage sig af mange børn på én gang. Hvis man kunne finde løsninger på det hele, ville det nok også gøre en forskel, siger hun.