Der er orkan på vej til Nuuk, Paamiut og Maniitsoq

Tirsdag skal en orkan ruamme Nuuk, Paamiut og Maniitsoq. Forældre opfordres til at holde deres børn hjemme.
Du skal forvente kraftig snefygning i forbindelse med blæsten, skriver DMI. Foto © : Anne Meisner/KNR
28. februar 2023 10:42

DMI har varslet mulighed for orkan på vestkysten med vindstød op til 35 til 45 meter i sekundet, som skal ramme Nuuk, Paamiut, Maniitsoq og bygder tirsdag.

Skoler og daginstitutioner i Nuuk og Paamiut holder åbent, men forældre opfrodres til at holde deres børn hjemme, hvis muligt. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse.

Forældre skal selv vurdere, om deres børn forsvarligt kan komme til og fra skole. Især i det tilfælde hvor busserne stopper med at køre på grund af vejret.

Kommunen understreger dog, at ingen børn vil blive sendt ud i det dårlige vejr, hvis institutionerne lukker under stormen.

De kommunale kontorer og serviceskranker forventes også at holde åbent under stormen, hvis medarbejderne kan komme på arbejde. I Qeqetarsuatsiaat holder kommunekontoret lukket.

Meget kraftige vindstød

DMI skriver på deres hjemmeside, at den kraftige vind i Paamiut vil brede sig mod Maniitsoq og Nuuk i løbet af formiddagen og eftermiddagen, mens den aftager i Paamiut. 

I Nuuk kan vinden nå stærk storm eller orkan med meget kraftige vindstød. 

Desuden vil det op af dagen begynde at sne mange steder, så man skal forvente kraftig snefygning i forbindelse med blæsten. 

Frit flyvende genstande

På Facebook opfordrer Grønlands Politi virksomheder til at sørge for sikkerheden på og omkring byggepladser, da frit flyvende genstande kan være til fare for folk.

Folk i Paamiut, Nuuk og Maniitsoq bedes også sørge for at sikre deres ejendele, og bådejere skal fortøjre deres både ordenligt, står der.