Naturinstituttet: Den indenskærs hellefisk er i tilbagegang
- Når vi kigger på den indenskærs hellefiskebestande i Nordgrønland, kan vi se en tilbagegang i alle områder, sådan indledte chef for afdelingen for fisk og skaldyr, Helle Siegstad, pressemødet, hvor Grønlands Naturinstitut tirsdag præsenterede sin biologiske rådgivning for hellefisk for 2019.
På grund af tilbagegang i bestandene sænkes rådgivningen for alle tre områder:
- Og for Disko Bugt er det en tilbagegang på 20 procent, i Uummannaq er det en 10 procents tilbagegang og for Upernavik er det en 15 procent tilbagegang, siger Helle Siegstad.
Der er færre årgange at fiske på
Det indenskærs hellefiskefiskeri gennemgik i 2017 en stor krise, hvor indhandlingen i Disko Bugt faldt med 40 procent.
- Den biologiske rådgivning for hellefisk indenskærs for 2019, er
- 5.120 tons for Disko Bugt
- 5.800 tons for Uummannaq
- 5.330 tons for Upernavik.
- Det er en tilbagegang for samtlige områder.
Og dommen fra Naturinstituttet er klar - der fiskes for hårdt. Det kommer til udtryk ved mindre fisk og færre årgange at fiske efter:
- Den gang bestanden var sund og rask, der fiskede man på syv forskellige årgange. De bliver reduceret, hvis du fisker for hårdt på dem, så du får færre årgange, og i øjeblikket fisker man på fire årgange, siger Helle Siegstad.
Optimale forhold
Helle Siegstad afviser, at klimaforandringer og ændringer i vandtemperaturen kan være skyld i, at hellefisken går tilbage i området:
- Vi har data om temperaturer deroppe, og vi kan ikke se nogen ændringer gennem de sidste tyve år på havbunden.
Tværtimod beskriver Helle Siegstad temperaturforholdene for hellefiskebestande som gunstige.
De seneste år har Naalakkersuisut sat kvoterne i de tre indenskærsområder væsentligt højere end den biologiske rådgivning.
Udenskærs i Vest- og Østgrønland følges den biologiske rådgivning og her er hellefiskebestandene i bedring og rådgivningen for de to områder er derfor hævet.