Den første person med covid-19 er indlagt i Grønland

En patient, der blev smittet med coronavirus under et ophold i Danmark, er indlagt i Nuuk. Vedkommende er i isolation.
På en pressebriefing oplyser Henrik L. Hansen, Grønlands landslæge, at en person er indlagt med coronavirus. Arkivfoto. Foto © : KNR / Malik Brøns
02. januar 2021 19:09

Nytårsaftens dag blev en person, der er smittet med coronavirus, indlagt på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Det er første gang i Grønland, at det sker, oplyser landslæge Henrik L. Hansen på en pressebriefing lørdag eftermiddag.

Patientens tilstand er ikke kritisk, og indlæggelsen er foregået udramatisk.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut lukker for indrejse

Personen har været til behandling i Danmark på grund af en kronisk sygdom og blev smittet med coronavirus under opholdet.

Så blev vedkommende dog rask, og da det havde været sådan i et stykket tid, vurderede landslægen, at patienten kunne rejse til Nuuk. 

Men efter ankomsten 29. december blev patienten dårlig, udviste symptomer og måtte indlægges, da vedkommende stadig viste sig stadig at have virus i kroppen.

Ifølge landslægen var det dog særligt den kroniske sygdom, som gjorde, at personen skulle indlægges.

Den smittede har været i isolation både under rejsen til Grønland og efter ankomst og har efter alt at dømme ikke udsat andre for smitte.

Da patienten blev smittet i Danmark, bliver smitten ikke registreret her, men opgjort i Danmark. Derfor er der fortsat 27 personer, der er blevet smittet med coronavirus her i landet ifølge de oficielle tal.