Den danske regering har rakt ud til Trump

Regeringen har bedt om en telefonsamtale med den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, efter trusler mod Danmark.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), statsminister Mette Frederiksen (Soc.) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) holdt torsdag aften en kort seance for pressen på Christiansborg. Foto © : Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
10. januar 2025 08:24

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften foran Statsministeriet på Christiansborg. Hun er flankeret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Vi har foreslået en samtale mellem os, siger statsministeren.

- Vi er ikke blevet afvist. Men jeg forventer først selv, at det kommer på plads, når præsidenten er gået i gang med sit arbejde.

Det gør Donald Trump 20. januar, hvor han for anden gang bliver indsat som USA's præsident.

Han var også præsident fra 2017 til 2021, hvor han undervejs i sin præsidentperiode luftede tanken om at købe Grønland.

Donald Trump har denne gang truet med at anvende militær magt for at få kontrol med Grønland, og han har truet Danmark med økonomiske sanktioner.

Mette Frederiksen slår fast på pressemødet, at "vi ikke har nogen grund til at tro, at det skulle udvikle sig på den måde".

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen afviste onsdag, at der var tale om en udenrigspolitisk krise. I stedet mener han, at man skal tage det roligt.

- Man kan godt tage Trump alvorligt, uden at tage ham bogstaveligt, siger Løkke.

Lars Løkke uddyber, at regeringen ser "med alvor på de ting, der er sagt".

- Men vi kan også sagtens se, at der er nogle legitime amerikanske interesser, og dem ønsker vi jo at gå i dialog med amerikanerne om. Jeg tror, at vi må væbne os med tålmodighed.