Demonstration prægede borgermøde om omstridt mineprojekt






Slagsange, dyttende biler og høj musik lå som lydtæppe, da embedsfolk, rådgivere og mineselskabet Greenland Minerals forsøgte at gennemføre det fjerde og sidste borgermøde i forbindelse med mineprojektet ved Kuannersuit.
Uden for forsamlingshuset i Narsaq var samlet modstandere af både uran og mineprojektet, og gennem de to timer og 30 minutter, som borgermødet varede, forsøgte de at overdøve det, der blev sagt inden for.

Borgermødet blev derfor afbrudt flere gange. Blandt andet da tolken var nødt til at rykke til den anden side af lokalet for at kunne høre og oversætte, hvad der blev sagt, til de fremmødte borgere.
LÆS OGSÅ Folk om aflyst borgermøde i Narsaq: Det er uacceptabelt
Det skete, mens Christian Juncker Jørgensen, der er en af Selvstyrets uafhængige miljørådgivere, forsøgte at fortælle om deres undersøgelser og vurderinger af projektet.
Afbrydelsen fik ham til at komme med en lille kommentar til folkene uden for.

- Der var jo en del baggrundsstøj fra demonstrationen uden for, og jeg har tidligere talt med nogle fra Urani Naamik, der bad mig om at være med tydelig, så budskabet kom klart ud. Så jeg bad dem om at dæmpe sig lidt, så det ikke forstyrrede fremlæggelsen herinde, og jeg håber ikke, at det var alt for forstyrrende for de fremmødte og for dem, der fulgte med i tv hjemmefra, siger Christian Juncker Jørgensen.
Mange spørgsmål om miljø og uran
Jesper Enevoldsen var en af dem, der sad tættest ved vinduerne ud mod demonstrationen. Han har dog ikke noget dårligt at sige om larmen udefra.
- Jeg synes principielt, at man have lov til at demonstrere. Så må man måske vælge et sted, hvor der er en bedre akustik, end der er herinde.
Det var ikke noget, der irriterede dig?
- Jeg accepterede det, fordi folk skal have lov til at give deres mening til kende, siger Jesper Enevoldsen.
LÆS OGSÅ KNAPK Narsaq om Kuannersuit: Alle fiskerne er imod
På trods af omstændighederne blev borgermødet dog gennemført, og en lang række borgere fik stillet spørgsmål til panelet.

Mange handlede om bekymringer for miljøet og uran, og nogle af de fremmødte ville have stillet garantier for, at deres eget helbred ikke ville tage skade af mineprojektet.
En, der dog ikke fik muligheden for at stille spørgsmål, var Frank Angmalortoq. Han kunne ikke komme ind. Dørene lukkede nemlig ti minutter før borgermødet startede, fordi forsamlingshuset var fyldt til randen på grund af coronarestriktionerne.

- Jeg ville gerne have været med. Der er mange ting, jeg gerne ville have at vide, som jeg ikke ved så meget om, siger Frank Angmalortoq.
Politiet var også markant til stede ved arrangementet i går med syv betjente. Fem af dem var blevet tilkaldt fra Qaqortoq og Nuuk.
