UD AF NUUK Demokraterne: Siumut-borgmestre opfører sig uansvarligt

Så klar er udmeldingen fra den nyvalgte lokalformand for Demokraterne i Sermersooq Vest, Rasmus Dalsgaard Andersen, efter de tre borgmestres fremlæggelse i går af en plan, der blandt andet skal flytte 600 arbejdspladser væk fra Nuuk og ud i landet.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
17. februar 2016 06:13

- Hvis man ønsker at styrke og effektivisere vores offentlige administration, så skal den ikke spredes ud over landet, skriver lokalformanden i en pressemeddelelse.

Han mener at en omfattende udflytning af arbejdspladser væk fra Nuuk, vil gøre det umuligt at effektivisere, og det vil koste skatteyderne en masse penge.

- Alene det at flytte een medarbejder kan koste helt op til en million kroner. Det har man eksempelvis erfaret i Norge, hvor man prøvede det samme, påpeger Rasmus Dalsgaard Andersen.

Aamma atuaruk UD AF NUUK Borgmestre: Udflytning af arbejdspladser skal rette op på Grønland

Han tvivler også på, at medarbejderne er villige til at flytte med deres arbejdsplads.

- Er de ikke det, så står vi over for en meget vanskelig opgave med at skaffe den fornødne uddannede arbejdskraft, mener Demokraten, og fortsætter:

- Det de tre borgmestre kalder for en "rapport", har ingen form for økonomisk konsekvensberegning for, hvad det her vil betyde for vores samfund. Man fortsætter med andre ord bare stilen med at kræve penge fra Kommuneqarfik Sermersooq hver gang pengekisten er tom, skriver Rasmus Dalsgaard Andersen, der håber at landspolitikerne vil kræve et ordentligt grundlag for denne debat, før de træffer beslutninger, der kan ende med at være katastrofal for Grønlands økonomi.

Læs også Disse 600 arbejdspladser ønskes ud af Nuuk