Udenrigsministeriet inviterer til debat om Grønland og Arktis

Hvis du har lyst til at diskutere Grønlands og Arktis' rolle i den danske udenrigspolitik, så er muligheden der på mandag den 4. april i Nuuk.
Foto © : Michael Ransburg/Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
29. marts 2016 18:04

Her inviterer udenrigsministeriet til offentlig debat i kulturhuset Katuaq om "perspektiverne for Arktis' rolle i Kongerigets udenrigspolitik frem mod år 2030."

Arrangementet foregår om eftermiddagen fra klokken 14 til 16, hvor deltagerne kan møde den afgående arktisk ambassadør i Udenrigsministeriet, Erik Vilstrup Lorenzen, der til august afløses af Hanne Fugl Eskær.

Der vil også være et oplæg af Peter Taksøe-Jensen, der er ambassadør og regeringens såkaldte udreder.

Det vil sige, at han leder den igangværende udenrigspolitiske udredning, der skal pege på, hvilke kerneopgaver Danmarks udenrigspolitik skal dreje sig om frem mod 2030.

Den endelige rapport skal ligge klar den 1. maj.