Olsvig: De kvotefri zoner afskaffes

De kvotefrie i det kystnære hellefiskfiskeri bliver afskaffet, og der skal strammes op på hellefiskfiskeriet generelt. Det fortalte formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, i Qanorooq onsdag aften.
Foto © : Inge S. Rasmussen / KNR
21. december 2017 15:46

I sidste uge blev de nye kvoter for fiskeriet efter hellefisk for næste år meldt ud fra Naalakkersuisut. Og her blev kvoterne for Uummannaq, Upernavik og Diskobugten fastholdt på samme niveau som i år, hvilket er 8.000 tons højere end den biologiske anbefaling.

Men ifølge Sara Olsvig, så har Naalakkersuisut besluttet, at de kvotefrizoner nu skal afskaffes, og der skal tages stilling til, om kvoterne årligt skal sænkes med 10 procent, selvom kvoterne er vedtaget.

- Det, som Naalakkersuisut har lavet aftale om, og som Inuit Ataqatigiit har opnået, det er, at der skal ske en opstramning i det kystnære fiskeri efter hellefisk, og at de kvotefrie zoner skal afskaffes. Det er de krav, som vores politiske ordfører har fremført, som vi også har gennemført i Naalakkersuisut, sagde partiformanden i Qanorooq onsdag.

Ønske om bæredygtighed ikke slået igennem.

Sara Olsvig påpegede desuden, at det er meget vigtigt for IA med et bæredygtigt fiskeri. Hvilket også blev indskrevet i koalitionsaftalen mellem Siumut, IA og Partii Naleraq, da den blev dannet i efteråret 2016.

- Bæredygtighed er en af de vigtigste ting, som vi altid har krævet af Naalakkersuisut, sagde Olsvig.

Det har dog ikke umiddelbart været til at aflæse i hellefiskekvoterne for 2017 og 2018, der begge har ligget væsentligt over de biologiske anbefalinger. Heller ikke de kvotefriezoner er der blevet ændret på, siden den nye koalition kom til, selvom der februar blev sendt en bekendtgørelse om netop det i høring.

Men ifølge Sara Olsvig bliver de kvotefriezoner altså nu afskaffet.

KNR har forsøgt at få en uddybende kommentar til afskaffelsen af de kvotefriezoner fra naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Kristian Kruse, men det er endnu ikke lykkedes.