De første kvinder har nu fået godtgørelse i spiralsagen

Patienterstatningen har allerede afgjort de første sager i spiralsagen, og der er modtaget over 300 ansøgninger. Chefen for indsatsen er glad for at processen nu er i gang, og sundhedsministeren håber, at det kan give noget fred.
Sundhedsminister Ida Auken kalder det vigtigt, at man har taget skridtene med undskyldning og godtgørelse, selvom det ikke kan fjerne smerten fra kvinderne. Foto © : Henriette Simonsen / KNR
Skrevet af Emil Weis
04. september 2026 07:34

De første fire kvinder har nu fået tildelt godtgørelse i forbindelse med spiralsagen og flere kan være på vej i løbet af i dag. 

Det oplyser Patienterstatningen, der står for at tildele den godtgørelse på 300.000 kroner til berørte kvinder, som Folketinget vedtog den 27. august.  

- Det betyder rigtigt meget, at vi allerede kan komme i gang nu, siger Trine Berner Madsen, der leder arbejdet med godtgørelse i antikonceptionssagen for Patienterstatningen: 

- Vi håber, at det kan sætte det punktum for de berørte kvinder, de har brug for. 

Udover de fire sager, som allerede er afgjort, så har Patienterstatningen også modtaget yderligere 349 ansøgere til godtgørelse. 

Alle fire sager er endt med en godtgørelse på 300.000 kroner til kvinderne. 

Trine Berner Madsen har da også en opfordring direkte til kvinder, der skulle være berørt af spiralsagen: 

- Kvinderne skal søge, og vi vil meget gerne hjælpe dem, så de kan få en afklaring. Alle er velkomne til at kontakte os, og vi vil meget gerne kigge på deres sager, siger hun: 

- Så hvis man er i tvivl, så skal man bare ringe. 

Trine Berner Madsen kalder det en meget særlig sag med godtgørelse til kvinderne i spiralsagen for Patienterstatningen Foto © : KNR

Hun fortæller også, at der generelt bliver stillet lavere krav til ansøgninger i antikonceptionssagen end i andre sager, da man ikke behøver fremvise en journal og dokumenter fra dengang. 

Sundhedsminister Ida Auken (Socialdemokratiet) håber, at godtgørelsen kan give noget fred til de berørte kvinder i spiralsagen. 

Hun vil dog ikke kalde det slutningen på spiralsagen, da KNR spørger hende direkte: 

- Om man kan sætte punktum for noget, der er så lang og voldsom historie, er nok for tidligt at sige, siger Ida Auken: 

- Men jeg tror og håber, at mange vil kunne få noget fred, og jeg håber, der kan komme en større forsoning mellem vores lande. 

Hjælp at hente

Trine Berner Madsen er selv i Sisimiut i disse dage, da hun er på præstekonvent, hvor hun holder oplæg for at forberede præsterne på at kunne hjælpe kvinder, der skulle være berørte af sagen. 

- Præsterne kan være med til at hjælpe kvinderne. Vi tænker, der er mange kvinder, som bliver følelsesmæssigt påvirket af at skulle gennemleve det her igen, og der kan præsterne være et sted at gå hen for at tale med nogen om det, siger Trine Berner Madsen.

Patienterstatningen har flere initiativer på vej til at hjælpe de berørte kvinder i processen med godtgørelse. 

Blandt andet bliver der i næste uge holdt informationsmøder i de grønlandske huse i Odense, Aalborg, Aarhus og København.

Fra den 28. september til den 22. oktober rejser et rejsehold rundt til Ilulissat, Uummannaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Maniitsoq og Nuuk. Derudover er der planlagt to rejser i foråret næste år, hvor rejseholdet kommer til Østgrønland samt Vest- og Sydgrønland.

- De kvinder, som vi allerede har talt med, er rigtig glade for, at det nu endeligt er muligt at søge, siger Trine Berner Madsen, der også fortæller, at de har en medarbejder, som kan tale grønlandsk med kvinderne. 

Hvad er spiralsagen?

  • I 1960’erne og 70’erne fik over 4000 piger og kvinder i Grønland oplagt spiral. Det viser en uvildig udredning af antikonceptionspraksis – et andet ord for prævention – i Grønland, der dækker perioden 1960 til 1991. Pigerne var helt ned til 12 år.
  • Udredningen bygger på beretninger fra 354 kvinder og dækker over 488 hændelser. I langt størstedelen af hændelserne havde kvinderne ikke givet samtykke til at få spiral.
  • Grønland var dengang et dansk amt.
  • Ifølge udredningen bundede spiralinitiativet blandt andet i danske myndigheders bekymring for den stigende befolkningsvækst og et ønske om at reducere den grønlandske befolkningsvækst.
  • Historien tog fart, da DR-podcasten “Spiralkampagnen” tilbage i 2022 afdækkede, hvordan flere grønlandske kvinder fik spiral uden samtykke.
  • I 2024 stævnede 143 kvinder fra spiralsagen den danske stat. De krævede samlet knap 43 millioner kroner i erstatning for brud på menneskerettigheder.
  • I august 2025 – kort tid før, at udredningen udkom – undskyldte den danske statsminister, Mette Frederiksen, på vegne af Danmark til kvinderne i sagen.
  • Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, undskyldte i samme ombæring til kvinder, der har fået prævention uden samtykke efter 1992, hvor Grønland overtog sundhedsområdet. Landslægeembedet kender til 15 episoder.
  • Undskyldningen blev markeret i Nuuk den 24. september.
  • I december 2025 meldte den danske regering ud, at de vil udbetale en godtgørelse på 300.000 kroner til grønlandske kvinder, der fik spiral og præventionssprøjten Depo Provera uden samtykke, mens sundhedsvæsenet var under dansk ansvar frem til 1991. 
  • I august 2026 blev den lov, der skal gøre det muligt at udbetale godtgørelse, vedtaget i Folketinget.

Patienterstatningen har været i gang med at behandle sager siden den 1. juli, selvom loven om godtgørelse først trådte i kraft den 1. september. 

Derfor kan afgørelsen i de første sager også gå hurtigt, men generelt forventer Patienterstatningen, at det tager omkring tre måneder at afgøre en sag. 

- Det er vigtigt for os, at vi gør det hurtigt, for kvinderne har ventet rigtig længe. De har jo siddet i årtier med det her traume, som de har været udsat for, siger Trine Berner Madsen. 

Lavere bevisbyrde 

Trine Berner Madsen fortæller, at antikonceptionssagen er meget anderledes end de sager, som Patienterstatningen normalt sidder med: 

- Den vækker stærke følelser i hele samfundet både i Grønland og Danmark, så det er en meget særlig sag for os at være med til at få afgjort og sætte et punktum for de berørte kvinder, siger hun. 

Det er dog ikke kun følelserne omkring sagen, der er anderledes end normalt, også bevisbyrden er markant lavere end i andre sager. 

- Kvinderne skal have haft bopæl i Grønland på et tidspunkt frem til 1991, de skal erklære på tro og love, at de har fået antikonception uden samtykke i perioden og så skal de sandsynliggøre hændelsen ved en beretning om forløbet, fortæller Trine Berner Madsen. 

Ida Auken mener, at det er vigtigt at kravene til ansøgerne er så lave: 

- For os har det været vigtigt, at vi fik alle de kvinder med, som kunne have været berørt af antikonceptionssagen, siger sundhedsministeren: 

- Det har været vigtigt at lave en model, hvor folk kunne søge, selvom det er mange år siden, at det skete, og at man ikke kan dokumentere det. 

Åben for flere penge

Det er tidligere blevet vurderet, at cirka 4.500 kvinder kan være berettiget til godtgørelse i spiralsagen. 

Der er i alt afsat 1,6 milliarder kroner til at kunne udbetale godtgørelse, ifølge den netop vedtagne lov, men Ida Auken er åben for at bruge flere penge, hvis der er behov for det: 

- Vi har ikke sat nogen grænse for, hvor mange der kan få det, men vi har sat pengene af til dem, der skal have det, og kommer der flere endnu, så må vi jo finde midler til det, siger hun. 

Ida Auken har i denne uge været i Grønland for blandt andet at tale med de berørte kvinder af spiralsagen. 

- Jeg tror, det bliver en meget rørende oplevelse, fordi det er nogle voldsomme historier kvinderne har, siger Ida Auken inden mødet: 

- Jeg har mødtes med nogle af kvinderne i Danmark, der har været udsat for meget forfærdelige hændelser. Det gjorde dybt, dybt indtryk på mig, og jeg har dem med i mit hjerte. 

Det er muligt at læse mere om, hvordan man ansøger på Patienterstatningens hjemmeside, hvor der også er et telefonnummer, som man kan ringe på.