Danske investeringer skal hjælpe Grønlands økonomi

Investeringer fra danske virksomheder i grønlandske projekter skal være med til at hjælpe den trængte situation i Grønland. Det mener Siumut, som får opbakning fra De Radikale i Danmark.
10. september 2014 11:50

Mens den borgerlige fløj i Folketinget med Dansk Folkeparti i spidsen råber vagt i gevær over Grønlands trængte økonomi, minder Siumuts Doris Jakobsen, MF, om, at danske virksomheder kan investere i Grønlands industri, herunder i råstofsektoren.

- Naalakkersuisut har udvist stor ansvarlighed inden for det økonomiske område, synes jeg. Og som jeg sagde i min tale (under finanslovs-debatten, red.) i Folketinget i går, håber vi, at den danske industri vil investere i Grønland og på den måde være med til at sætte gang i nogle ting.

- Det er rigtigt, at økonomien i Grønland er svag, ja. Men den er ikke katastrofal, siger hun til KNR.

LÆS OGSÅ Olsvig afviser Dansk folkepartis "krisehjælp"

Både Doris Jakobsen og IA's Sara Olsvig har taget afstand fra Søren Espersens (DF) udtalelse om, at man bør overveje økonomisk krisehjælp til Grønland. Udtalelsen falder på baggrund af et forventet underskud på Grønlands offentlige finanser de kommende år, som det fastlåste bloktilskud fra Danmark ikke kan ændre på.

Men Grønlands økonomi er Grønlands ansvar, sådan som det er aftalt i Selvstyreaftalen. påpeger både Siumuts og IA’s medlemmer i Folketinget, og det bør de danske politikere respektere.

Radikale: Regering må hjælpe danske virksomheder på vej
Hos regeringspartiet De Radikale tager Grønlandsordfører Helle Løvgren Mølvig afstand fra den borgerlige fløjs indblanding. I stedet må den danske regering arbejde for at bane vejen for investeringer i grønlandske projekter med kapital fra danske virksomheder, siger hun.

- Man kunne godt forestille sig, at regeringen laver nogle gode veje til at kunne involvere sig og tage nogle tiltag i forhold til at etablere sig i Grønland. Det ligger allerede i noget af vores Grønland-Danmark-skrivegruppe arbejder med, hvor en eller anden form for investeringsfond er på tegnebrættet. Så det ligger meget i tråd med de tanker, vi har.

Der ligger dog endnu ingen konkrete tiltag fra den danske regering, der skal hjælpe private, danske virksomheder med at investere i Grønland.

I går tog Grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne også afstand fra de borgerliges ønske om en mulig økonomisk krisehjælp til Grønland.