Danske efterskoler åbner igen: Usikkert om grønlandske elever må komme tilbage

18. maj åbner de danske efterskoler igen. Men sundhedsmyndighederne i Grønland skal først godkende, om grønlandske elever må komme tilbage.
På Galtrup Efterskole i Danmark går der i år 50 grønlandske elever. Men en stor del af dem er rejst hjem under nedlukningen. Nu er det usikkert, om de kan komme tilbage og afslutte skoleåret. Foto © : KNR
11. maj 2020 16:04

Der var jubel blandt tusindvis af efterskoleleever i Danmark torsdag i sidste uge.

Her oplyste statsminister Mette Frederiksen (S), at elever fra 6. til 10. klasse igen må komme i skole fra 18. maj.

Dermed kan elever på de danske efterskoler også slutte skoleåret sammen med kammerater og lærere.

LÆS OGSÅ Efterskoleelever i Danmark: Vi savner vennerne - og ture til Brugsen

Men det er endnu uvist, om det også gælder de omkring 130 grønlandske elever, som har valgt at rejse hjem til Grønland fra danske efterskoler under nedlukningen.

Det oplyser Efterskoleforeningen i Danmark og Uddannelsesstyrelsen i Grønland til KNR.

De grønlandske sundhedsyndigheder skal nemlig først tage stilling til, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lade eleverne rejse ned til de danske efterskoler for blot en måned frem til sommerferien.

Som rejserestriktionerne er lige nu, vil det kræve en test for coronasmitte, inden eleverne rejser hjem til Grønland for at holde sommerferie, og fem dage efter hjemkomst skal de testes igen.

Derudover vil de skulle i karantæne i 14 dage, hvis reglerne for indrejse til Grønland stadig gælder om en måned. 

Galtrup Efterskole er blevet samlingssted

Det har ind til videre ikke været muligt for KNR at få en kommentar fra Epidemikommissionen i sagen.

I Nordjylland er Galtrup Efterskole til gengæld blevet centrum for de grønlandske efterskoleelever i Danmark, som ikke er rejst hjem til deres familier eller i dag bor hos en kontaktfamilie i Danmark.

Til daglig har skolen 50 grønlandske elever. 21 elever har dog valgt at rejse hjem under nedlukningen, mens fire grønlandske elever fra andre danske efterskoler har fundet vej til Galtrup. Det gjorde en grønlandsk elev fra Svendborg Søfartsskole også.

Det skete, efter eleverne fra andre skoler først havde opholdt sig godt to uger på en lejrskole i Thy for at undgå, at mulig smitte kom ind på Galtrup Efterskole.

Under KNR's besøg på skolen i sidste uge fortalte matematiklærer Enok Skifte:

- De resterende elever, som er her, har fortsat livet, som det er. Det ændrer sig ikke. De skulle forblive i skole og må ikke gå til byen eller blande sig med andre folk. Undervisningen kører stadigvæk.

Inden Mette Frederiksens udmelding havde han dog positive forventninger til, at de danske og grønlandske elever fik lov til at afslutte året som planlagt inden nedlukningen.

- Det håber jeg, siger Enok Skifte.