Det har udenrigsminister Anders Samuelsen aftalt i Grønland med sin canadiske kollega, Chrystia Freeland.
Arbejdsgruppen skal anbefale, hvordan de to lande løser grænsespørgsmål. Det omfatter suverænitet over øen Hans Ø, grænsedragning til søs i farvandet Lincoln Sea og kontinentalsoklen i havområdet Labrador Sea.
Anders Samuelsen ser arbejdsgruppen som et "gennembrud" i indsatsen for at afklare suverænitet over blandt andet Hans Ø.
- Det er et resultat af det stærke samarbejde, der allerede eksisterer mellem vores lande. Samtidig er det en annoncering, der i den grad er i Ilulissat-erklæringens ånd, siger Anders Samuelsen i en skriftlig kommentar.
Den danske udenrigsminister er i Grønland ved tiåret for Ilulissat-erklæringen fra 2008. Her aftalte Danmark med Norge, Canada, USA og Rusland, at problemer i Arktis skal løses fredeligt efter FN's havretskonvention - på dansk initiativ.
/ritzau/