Danmark forlænger corona-restriktioner med tre uger

De nuværende covid-restriktioner i Danmark forlænges til og med 7. februar, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke.
I Danmark har regeringen besluttet at forlænge de nuværende coronarestriktioner. Foto © : RitzauScanpix
Skrevet af Ritzau
13. januar 2021 18:44

Den danske regering har besluttet at forlænge de nuværende restriktioner og nedlukninger for at inddæmme smitten med covid-19.

Det betyder, at restriktionerne i Danmark nu gælder til og med søndag 7. februar. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag aften.

Dermed skal elever i folkeskolen og studerende fortsat modtage fjernundervisning.

Indkøbscentre og lignende skal holde lukket, ligesom liberale serviceerhverv - eksempelvis frisører - også fortsat skal være lukkede. Det samme er tilfældet for restauranter, barer, caféer og lignende, der dog gerne må sælge takeaway-mad.

LÆS OGSÅ Mette F i julehilsen til Grønland: Få steder har klaret coronaen lige så godt som jer

Restriktionerne stod ellers til at udløbe 17. januar.

Der er fundet 208 tilfælde af den britiske virus-mutation - B117 - i Danmark, fortæller sundhedsministeren på pressemødet.

Han kalder det meget bekymrende.

Onsdag er 859 indlagt. Det er et fald sammenlignet med for en uge siden, men fortsat langt over niveauet i efteråret.

Onsdag blev der desuden registreret 1358 nye smittetilfælde. Samme tendens har man set i løbet af de seneste dage, hvor smittetallet dagligt har været på lidt over 1000.