Damelandsholdet misser Pan Am

Grønlands håndbolddamer har fået afslag fra Det Pan Amerikanske Håndboldforbund på deres tilmelding til Pan Am. Holdet kan derfor ikke deltage ved dette års Pan Amerikanske mesterskaber i Argentina
Skrevet af Mads Pedersen
16. maj 2017 13:57

Det Pan Amerikanske Håndboldforbund, PATHF, har besluttet, at det bliver 10 lande, der deltager ved dette års Pan Am og ikke 12 lande, som der normalt deltager.

Denne beslutning er taget på grund af tidspres ovenpå flytningen af Pan AM 2017 fra Canada til Argentina tidligere i år. Det oplyser GHF til KNR. 

- Desværre har vi modtaget en mail fra PATHF, hvori de beklager, at de ikke kan tage imod vores tilmelding. GHF har fulgt proceduren ved at sikre økonomien, hvorefter damerne er blevet tilmeldt, skriver Grønlands Håndbold Forbund til KNR.

GHF havde nemlig økonomien på plads, så damerne kunne deltage ved Pan Am 2017. Men samtidig med, at økonomien blev sikret, ændrede PATHF planer og besluttede, at det bliver 10 lande, der deltager ved dette års Pan Am og ikke 12 lande.

LÆS OGSÅ Damelandsholdet tæt på Pan Am

Kommer tilbage stærkere og velforberedt

Landstræneren Johannes Groth er skuffet over, at de grønlandske damer misser Pan Am i år, men ser alligevel optimistisk på situationen. 

- For det første giver det vished. Nu kan vi se fremad. Ugers ventetid er ovre, siger Johannes Groth.

Damelandsholdets anfører Najaaja A. Lyberth ser afslaget til Pan Am 2017 som en mulighed for at blive bedre, stærkere og forberede til endnu en NORCA-turnering om to år, som er kvalifikationsturneringen til Pan Am.   

- Norca-turneringen i Puerto Rico (tidligere i år, red.) bliver i sidste ende en meget lærerig tur. Der følger nogle krav med ovenpå dette, der er områder vi skal være stærkere og det har vi 2 år til nu for at forberede. Det er spændene, hvilke forhold og rammer det bliver under, for vi glæder os til at arbejde målrettet, udtaler Najaaja A. Lyberth.