Mimi Karlsen er er vikariende naalakkersuisoq for sundhed og landslæge Henrik L. Hansen. Foto: KNR

Dagens smittetal: 479 nye smittede siden lørdag

Siden i lørdags er der sket et stort fald i antallet af nye smittede - tallet skal dog ses i lyset af den nye teststrategi.

I løbet af de sidste to døgn er der registreret 479 nye smittede i hele Grønland.

Det er et fald i forhold til i lørdags: Da var der 788 nye smittede på to døgn.

Tallet skal dog ses i lyset af den nye teststategi, som blev sparket i gang for en uge siden - og som allerede er blevet ændret i sidste uge:

Den går ud på, at kun de, der bliver alvorligt syge, kan få en PCR-test. Alle andre skal teste sig selv derhjemme og/ eller blive hjemme og vente på at blive raske.

Da den nye strategi blev præsenteret for bare præcis én uge siden, gjaldt den også alle, der havde taget en positiv kviktest derhjemme. De skulle også have adgang til PCR-test, sagde Mimi Karlsen (IA), der er vikariende naalakkersuisoq for sundhed.  

LÆS OGSÅ Testcentrene og sygehusene er nu så pressede, at Grønland stopper med at PCR-teste alle

Og det er altså blevet ændret nu. PCR er kun for dem, der bliver alvorligt syge, lød det i dag fra Mimi Karlsen og landslæge Henrik L. Hansen på et pressemøde. 

Den strategi er lavet, fordi sygehuse og testcentre er så hårdt pressede, at det ikke giver mening at teste ret mange mere ifølge den nye strategi. 

Og det betyder, at der er et stort mørketal af coronasmittede, som ikke bliver indberettet til sundhedsvæsenet.

Desuden vil mere end halvdelen af os blive smittet, vurderer landslægen - og de fleste vil blot opleve corona som en forkølelse eller influenza, vurderer han.  

Smitte på alderdomshjem to steder

- Det er mit skøn, at langt mere end halvdelen af befolkningen vil blive smittet, siger landslæde Henrik L. Hansen.

- Hvis man har symptomer på corona, så er det nok det, man fejler. For langt de fleste går det hurtigt over. Vores fokus er på dem, der får et alvorligt forløb.

Ny teststrategi

Teststragien er ændret, så det kun er få mennesker med fare for at udvikle alvorlig sygdom med covid, der kan få en PCR-test på testcentrene: 

Det er ældre og folk med hjerte- og lungesygdom med symptomer. 

Dermed er det i langt højere grad folks eget ansvar at raskmelde sig, teste sig selv derhjemme og blive isoleret derhjemme uden at kontakte læge eller sygehus, hvis coronaen er som forkølelse eller influenza. 

Det sker, fordi testfaciliteterne på centre og sygehuse slet ikke kan følge med længere. 

Restauranter og barer lukker fra klokken 22-05 indtil 25. januar.

Ifølge Landslægeembedet har det ikke været muligt at opdatere tallene for indlæggelser siden i lørdags, hvor der var ni. 

Det har heller ikke været muligt med tal for de enkelte byer, meddeler Landslægeembedet.

- Der er en udbredt epidemi i Grønland, og der vil være omkostninger i de kommende uger, siger Henrik L. Hansen.

- I Qaanaaq, Upernavik og Ummannaq er der ro på lige nu. Men i Ilulissat har vi det største udbrud. Der er smitte på alderdomshjemmet, og det må vi også forvente i de øvrige byer i landet inden længe.

- Der er også rigtig gang i smitten i Sisimiut igen - også der er der corona på alderdomshjemmet, og det er et af de steder, hvor vi helst ikke vil have det.  

Topper snart i Nuuk

Den udbredte epidemi indeholder dog også en god nyhed - især i hovedstaden, hvor coronaen har haft et solidt tag i folk siden efteråret. 

- I Maniitsoq udvikler smitten sig også. Og i Nuuk har der været gang i den i nogle uger. Indenfor få uger forventer vi, at epidemien har toppet her også.

- Paamiut er i den indledende fase af epidemi, og i Qaqortoq og Narsaq er der gang i smitten. I Nanortalik er der kun få, men vi forventer, at det ser anderledes ud om en uge, siger landslægen.

Det totale smittetal for hele landet bliver ikke opgjort længere på grund af den nye teststrategi.

 

 


 

Corona-status i Grønland

Indlagte 0  
Døde 21  
Førstegangsvaccinerede 73%  
Andengangsvaccinerede 68%  
Se også statistik på corona.nun.gl
 
  Opdateret: 
1. april 14:00

Forebyg smitte mod coronavirus