Dagens coronatal: 56 procent af de PCR-testede er smittede

247 er konstateret smittet i løbet af det seneste døgn.
Den nye teststrategi betyder, at PCR-test nu kun er for dem, der skal ud at rejse, og de, som bliver alvorligt syge af corona. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
20. januar 2022 12:39

I løbet af det seneste døgn er der registreret 247 nye coronasmittede. De er fundet på 440 PCR-test.

Det vil sige, at mere end halvdelen – præcist 56 procent af de testede – er positive.

I går blev der registreret 445 nye smittede, så umiddelbart lyder dagens tal som en god nyhed. Men det reelle smittetal er med stor sandsynlighed langt højere på grund af den nye teststrategi, som blev indført for en uge siden.

De smittede er fundet i

  • Avannaata Kommunia: 89
  • Kommune Qeqertalik: 77
  • Qeqqata Kommunia: 42
  • Kommuneqarfik Sermersooq: 38
  • Kommune Kujalleq: 1

Den nye teststrategi betyder, at PCR-test nu kun er for dem, der skal ud at rejse, og de, som bliver alvorligt syge af corona.

Ny teststrategi

Teststragien er ændret, så det kun er få mennesker med fare for at udvikle alvorlig sygdom med covid, der kan få en PCR-test på testcentrene: 

Det er ældre og folk med hjerte- og lungesygdom med symptomer. 

Dermed er det i langt højere grad folks eget ansvar at raskmelde sig, teste sig selv derhjemme og blive isoleret derhjemme uden at kontakte læge eller sygehus, hvis coronaen er som forkølelse eller influenza. 

Det sker, fordi testfaciliteterne på centre og sygehuse slet ikke kan følge med længere. 

Restauranter og barer lukker fra klokken 22-05 indtil 25. januar.

Alle andre bliver henvist til at tage en kviktest selv derhjemme, på skolen eller arbejdet – eller slet ret ikke at teste overhovedet. De skal isolere sig derhjemme og vente på at blive raske. De skal også raskmelde sig selv. Det blev meldt ud i mandags. 

Stort mørketal

Dermed er test af alle altså ikke længere et af de grønlandske myndigheders vigtigste våben mod corona her i landet. Den strategi er lavet, fordi testcentre og sygehusene er så pressede af de mange smittede, at de ikke længere kan tilbyde PCR-test til alle. 

Det betyder, at der heller ikke længere er noget overblik over, hvor mange, der reelt er smittet i hele landet, fordi der er et stort mørketal, som ikke bliver indberettet til sundhedsvæsenet.

Den nye teststrategi kommer efter, omikron-varianten fik et grundigt tag i Grønland. Smittekurven steg simpelthen til højder, der ikke er set tildigere i epidemien. Køerne til testcentre og foran sygehusenes test-telte var alenlange, og der blev brugt mange ressourcer på at teste. Ressourcer, som kunne bruges bedre på sygehusene, vurderede Naalakkersuisut og landslæge Henrik L. Hansen.

Epidemi topper snart

På pressemødet, hvor den nye strategi blev præsenteret i mandags, sagde Mimi Karlsen (IA), der er fungerende naalakkersuisoq for sundhed: 

- Naalakkersuisut erkender at alt er ændret, og vi også er nødsaget til at ændre os med. 

- Vi skal bruge de vigtige og uundværlige ressourcer, vi har, bedst muligt. Det skal vi, fordi vi skal sikre, at andre væsentlige funktioner af folkesundhedsmæssig betydning, stadig kan opretholdes.

Ifølge landslæge Henrik L. Hansen topper epidemien om få uger.