Dagens coronatal: 24 nye smittede

I hele landet er der lige nu 141 smittede. 
141 coronasmittede er det højeste antal nogensinde i Grønland. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
22. september 2021 14:18

20 nye er smittede i Nuuk, og fire nye er registreret smittet i Sisimiut.

Det oplyser Landslægeembedet.

I hele landet er der lige nu 141 smittede. 

Det er det højeste antal nogensinde. I går ramte smittetallet også en rekord på 126.

Aldrig har der været konstateret så mange smittede i Grønland. Da der var flest smittede - det var i midten af august - var der 103.

LÆS OGSÅ Anna W. efter rekord-coronasmitte i Nuuk: Hvorfor er der ikke noget pressemøde?

Dermed forstætter coronaen altså med at gribe om sig i hovedstaden. Lige nu er der 133 smittede i alt i Nuuk - og ifølge Landslægeembedet er der risiko for smitte overalt i byen. 

Der bliver stadig testet nye smittede med med relation til fem daginstitutioner, tre skoler og uddannelsesinstitutioner. 

I søndags var en af kirkegængerne ved gudstjenesten Annaassisitta Oqaluffia/Vor Frelser kirke formentlig også smitsom.

I Sisimiut er der lige nu registreret otte smittede i alt - fire af dem er nye. Der er smittespredning fra tidligere kendte tilfælde på en skole, men der er også en smittet, som kommer fra en ukendt smittekilde. 

Fordelt på kommuner ser dagens smittetal sådan her ud:

  • Avannaata Kommunia: Nul
  • Kommune Qeqertalik: Nul
  • Qeqqata Kommunia: Otte
  • Kommuneqarfik Sermersooq: 133
  • Kommune Kujalleq: Nul

I sidste uge blev der igen indført coronaregler i Nuuk. Reglerne i Nuuk og Sisimiut er de samme. 

Det betyder, at du - igen - skal være færdigvaccineret for at gå på restaurant, på bar og i fitnesscenteret. Hvis du ikke er færdigvaccineret, så skal du vise en negativ coronatest, der er max 48 timer gammel.

De her steder må du kun komme i Nuuk og Sisimiut, hvis du er færdigvaccineret eller har en negativ coronatest, der er højst 48 timer gammel:

  • Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende og deres tilhørende udearealer.
  • Kulturinstitutioner: Kulturhuse, biografer, museer, udstillingshaller og lignende.
  • Medborgerhuse og lignende.
  • Biblioteker.
  • Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter (som for eksempel idrætslokaler, idrætshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner).
  • Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.

Som ikke-vaccineret må du stadig komme disse steder uden at skulle vise en negativ coronatest: 

  • Butikker
  • Posthuse
  • Lufthavne
  • Serviceskranker hos offentlige myndigheder (for eksempel kommunen) og forsyningsvirksomheder.
  • Venteområder i forbindelse med offentlig transport.
  • Lokaler hvor du skal udføre dit arbejde.