Anna W. efter rekord-coronasmitte i Nuuk: Hvorfor er der ikke noget pressemøde?

Ikke siden 2. september har der været pressemøde om corona. Ikke godt nok, mener tidligere naalakkersuisoq.
Ifølge Anna Wangenheim har Naalakkersuisut overdraget ansvaret for ikke at sprede corona til folk selv. Foto © : KNR / Malik Brøns
22. september 2021 11:08

35 nye smittede blev der konstateret i Nuuk i går. 

Dermed er smittetallet nu rekordhøjt i Grønland, hvor 126 er smittet med covid-19. 

Aldrig har der været flere - og de 121 af dem bor i Nuuk.

Vaccine-overblik 

Avannaata Kommunia:
Første vaccinestik: 70 procent har fået. 
Andet vaccinestik: 58 procent har fået.

Kommune Qeqertalik: 
Første vaccinestik: 72 procent
Andet vaccinestik: 60 procent

Qeqqata Kommunia: 
Første vaccinestik: 70 procent
Andet vaccinestik: 64 procent

Kommuneqarfik Sermersooq: 
Første vaccinestik: 75 procent
Andet stik: 67 procent

Kommune Kujalleq: 
Første vaccinestik: 72 procent
Andet stik: 63 procent
 

Derfor er det på høje tid, at Naalakkersuisut holder et pressemøde igen, mener Anna Wangenheim fra Demokraatit, som er næstformand i Inatsisartuts sundhedsudvalg. Hun er også tidligere naalakkersuisoq for sundhed. 

Sidst, der var pressemøde, var 2. september. Da stillede Múte B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuisut, sig bag mikrofonen og orienterede om en genåbningsplan.

Siden har antallet af smittede i Nuuk være tæt på en himmelflugt. 

Smittetal på himmelflugt

2. september var 11 mennesker smittede i Nuuk. I går var der som sagt 121. Og for en uge siden blev der igen indført krav om coronapas i Nuuk - men der blev ikke holdt noget pressemøde. Og det er ikke længere godt, nok, mener Anna Wangenheim.

- Situationen i Nuuk er speciel, siger hun til Qanorooq.

Naalakkersuisut må træde i karakter - for en tavshed fra dem er lig med at pålægge al ansvar til folk selv, mener hun.

- Det vil være hensigtsmæssigt, at myndighederne gør tydeligt, at ansvaret for bekæmpelsen af covid-19 nu er overdraget til borgerne.

LÆS OGSÅ Rekordmange smittede i Nuuk - men borgmester kræver ikke flere forbud

KNR ville gerne have haft et interview med Kirsten Fencker (N), der naalakkersuisoq for sundhed, i går. Det var desværre ikke muligt inden vores deadline, og derfor sendte hun et skriftligt svar:

"Vi har alle et ansvar for, at covid-19 ikke spreder sig. Både politikerne og borgerne har et ansvar. Derfor er jeg som naalakkersuisoq for sundhed stolt, når mange tager mundbind på og tager et ansvar uden at vente på, at det bliver et påbud," skriver hun.

"Naalakkersuisut følger løbende smittespredningen, og der laves løbende vurderinger. Vi er forberedte på at gøre noget, når der er et behov." 

Borgmester presser ikke på 

Heller ikke Charlotte Ludvigsen, der er borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, har planer om at presse på for flere restriktioner.

- Hver enkelt har et ansvar for at undgå at blive smittet, siger hun til KNR. 

- Vask hænder, sprit hænderne af, brug mundbind, hvis det er, og undgå at færdes blandt mange mennesker.

Da smittetallet var på sit indtil videre højeste i midten af august, var der 103 smittede i hele landet.

De her steder må du kun komme i Nuuk og Sisimiut, hvis du er færdigvaccineret eller har en negativ coronatest, der er højst 48 timer gammel:

  • Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende og deres tilhørende udearealer.
  • Kulturinstitutioner: Kulturhuse, biografer, museer, udstillingshaller og lignende.
  • Medborgerhuse og lignende.
  • Biblioteker.
  • Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter (som for eksempel idrætslokaler, idrætshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner).
  • Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.

Som ikke-vaccineret må du stadig komme disse steder uden at skulle vise en negativ coronatest: 

  • Butikker
  • Posthuse
  • Lufthavne
  • Serviceskranker hos offentlige myndigheder (for eksempel kommunen) og forsyningsvirksomheder.
  • Venteområder i forbindelse med offentlig transport.
  • Lokaler hvor du skal udføre dit arbejde.

Rettelse: Det har tidligere fremgået af artiklen, at naalakkersuisoq Kirsten Fencker ikke ønskede at stille op til interview i går. Det er ikke rigtigt. Det var blot ikke muligt at få et interview med hende inden deadline, som det fremgår af artiklen nu. KNR beklager fejlen.