Dag 1 i drabssag: Tiltalte nægter sig skyldig i drab og partering

Straffesagen i en af de mest brutale drabssager i Grønland startede i dag i Ilulissat. Den tiltalte vil ikke udtale sig og sidder musestille med foldede hænder ved siden af sin forsvarer.
Den 28-årige nægter sig skyldig. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
21. november 2022 17:08

Seks knive. To intakte ligdele. Blodige klude, håndklæder og duge.

Det er kommet frem på dag et i retssagen mod en mand på 28 år. Han er tiltalt for manddrab og usømmelig behandling af lig 29. september sidste år. Ligdele og knive og blodigt tøj blev i dagene efter fundet blandt affald på forbrændingen i Ilulissat.

Parteringsdrabet i Ilulissat

 

En 28-årig mand er tiltalt for at manddrab og usømmelig behandling af lig.

 

Han er også tiltalt for brugstyveri af en bil og for at have kørt i bilen uden at have kørekort 12. juni 2017.

 

Han er også tiltalt for et voldeligt overfald i Ilulissat 13. februar 2020 og for endnu et voldeligt overfald i anstalten i Nuuk 5. januar 2022.

 

Det viser en aktindsigt i anklageskriftet, som KNR har fået.

 

Sagen bliver behandlet i Qaasuitsoq Kredsret i Ilulissat 21., 22., 23. og 24. november.

Den 28-årige nægter sig skyldig. Han ønsker heller ikke at udtale sig i retten. Han sidder roligt og rank ved siden af sin forsvarer Finn Meinel.

Den tiltalte har en sort T-shirt på med et hul i og grå joggingbukser. Hans lange hår er samlet i en hestehale. Han bevæger næsten ikke en muskel i ansigtet og sidder med rolige foldede hænder på bordet foran sig. To betjente sidder på stole bag ham og holder vagt.

Den 28-årige er også tiltalt for brugstyveri, at have kørt uden kørekort og to voldelige overfald. Alt det erkender han.

Det var dog ikke forhold, som retten behandlede på første dag. Anklager Marutha Thayapharan fremlagde fundene på affaldsforbrændingen i detaljer, og den efterforskning, som ledte politiet til tiltalte.

LÆS OGSÅ Sådan kommer sagen om parteringsdrabet til at foregå

Forsvarer Finn Meinel ønsker ikke at oplyse, hvorfor tiltalte ikke vil udtale sig. Han vil blot sige, at han og hans klient går efter en frifindelse for manddrab og usømmelig behandling af lig.

Derfor er det udelukkende anklagemyndighedens fremlægning af sagen, som KNR kan bringe her.

Ben blev fundet først

Sagen startede lørdag 2. oktober sidste år cirka klokken 20.30. Leif Mathiasen, som var leder på affaldsforbrændingen i Ilulissat, ringede til politiet og fortalte, at der var fundet et menneskeben blandt affaldet. 

Politiet ankom klokken 21.00 og satte afspærringer op. Regionslægen blev også tilkaldt.

Al affald blev i dagene efter gennemsøgt.

Søndag 3. oktober klokken 18.45 blev der fundet en kokkekniv med sort skæfte.

Dagen efter blev der fundet flere plastikposer med flere knive med spor af menneskeblod. Der blev også fundet en pose med et orangestribet håndklæde og blå dug med frynser i kanten, der havde blod på sig.

Det blev testet, at der var tale om menneskeblod.

I alt seks forskellige knive sætter anklagemyndigheden i forbindelse med drab og partering.

LÆS OGSÅ Politimester om parteringsdrab: Vi har aldrig tidligere oplevet noget lignende

Mandag 4. oktober fik politiet deres gennembrud i sagen. Et hoved blev fundet med 58 stiksår. Undersøgelser viste senere, at volden var sket både før og efter dødens indtræden.

Foto © : KNR

Offeret blev genkendt som en 24-årig mand fra Ilulissat. Politiet havde allerede DNA-profil på offeret, fordi han var kendt af ordensmagten i forvejen.

DNA-spor blev udtaget og sammenlignet med den DNA-profil, som politiet allerede havde.

En kriminalteknisk erklæring talte for, at offeret var den, som politiet allerede havde en DNA-profil på i systemet.

Det er en million gange mere sandsynligt, at DNA stammer fra offeret end fra en tilfældig person i den grønlandske befolkning. Det gælder dog ikke nære slægtninge til offeret, siger anklager Marutha Thayapharan.

Dermed har politiet fået bekræftet identiteten på afdøde.

Mikroskopiske undersøgelser viste spor af alkohol i vævet. Der blev ikke fundet hverken medicin eller hash ifølge anklagemyndigheden.

Flere ligdele blev fundet på forbrændingen i dagene efter, men flere af dem var delvist brandskadet.

Dødsårsagen er dog stadig ukendt. Den har retsmedicinere ikke kunnet fastlægge ud fra fundene.

Tiltalte blev set købe øl sammen med offeret

Politiet har tidligere frigivet offerets navn. Han var hjemløs i september sidste år.

Efter det første fund på forbrændingen blev videoovervågning fra byens butikker gennemtrawlet. En overvågning fra en Spar-købmand 28. september klokken 19.49 viste, at tiltalte, offer og en tredje mand havde købt øl ind sammen i butikken. 

Vi ved altså, at offeret var i live 28. september. Vi ved også, at der blev opdateret en profilvideo på hans Facebookprofil natten til 29. september, siger Marutha Thayapharan.

LÆS OGSÅ Anklageskrift: Tiltalt for parteringsdrab smed først ligdele i et miljøskur

Den profilvideo viser offer og tiltalte sammen med en brødkniv. Videoen er ifølge politiet altså blevet uploadet på det sociale medie samme dag, hvor politiet vurderer, at drabet fandt sted.  

Den tredje mand blev kortvarigt anholdt. Noget af offerets tøj blev fundet hjemme hos ham. Han blev dog hurtigt løsladt igen.

Tiltalte blev anholdt på sin adresse fredag 8. oktober klokken 16.41 sidste år. Han har været tilbageholdt lige siden.  

I morgen, tirsdag, fortsætter retssagen. 10 vidner skal afhøres, og tre af dem bliver videoafhørt fra Danmark.