Anklageskrift: Tiltalt for parteringsdrab smed først ligdele i et miljøskur

Manden er blandt andet tiltalt for manddrab og usømmelig behandling af lig.
Politiet anholdte flere mistænkte i dagene efter drabet. Foto © : Kathrine Kruse/KNR
Skrevet af Christine Hyldal
18. oktober 2022 09:20

Den 21., 22., 23. og 24. november skal en af landets mest bestialske drabssager for kredsretten.

Det drejer sig om om parteringsdrabet i Ilulissat for et år siden, hvor en mand på dengang 28 år slog en anden mand på 24 år ihjel. Han blev anholdt og har siden været tilbageholdt. 

Han er tiltalt for manddrab, usømmelig behandling med lig og dertil brugstyveri, ikke erhvervet kørekort og to tilfælde af vold. 

KNR har fået aktindsigt i anklageskriftet mod manden. Ifølge det slog han en ung mand ihjel 29. september sidste år mellem klokken cirka 00.15 og 11:00 på en adresse i Ilulissat. 

LÆS OGSÅ Parteringsdrab skal for retten i fire dage i november

“Det skete på en ukendt måde, muligt ved slag mod hovedet, knivstik eller halsoverskæring”, står der i anklageskriftet. 

Og det fortsætter: 

“Omkring dødens indtræden eller kort tid efter at have stukket eller snittet offeret adskillige gange i baghovedet og nakkeregionen, ligesom han parterede liget. Herefter bortskaffede han ligdelene ved at smide dem ud i et miljøskur nær gerningsstedet, hvorefter de havnede på forbrændingsanlægget i Ilulissat.” 

Anklagemyndigheden går efter en straf til manden på forvaring på ubestemt tid. 

Ligdele blev fundet over flere dage

Det var lørdag 2. oktober sidste år, at den første ligdel blev fundet på forbrændingsanlægget i Ilulissat. 

Tre dage senere blev der fundet endnu en del. 

 

Foto © : Kathrine Kruse / KNR

Politi og brandfolk undersøger forbrændingen i Ilulissat efter drabet. Foto: Kathrine Kruse/ KNR

 

Politi og brandvæsen gennemsøgte forbrændingen i flere dage for at finde spor. På grund af sagens grove karakter fik Grønlands Politi hjælp fra Danmark, og kriminalteknisk personale og retsmedicinere kom til byen for at identificere den dræbte og for at finde dødsårsagen. 

LÆS OGSÅ Politiet er færdige med efterforskning af parteringsdrabet i Ilulissat

Men når sagen skal for retten i november, er der flere anklager mod den tiltalte. Han er også tiltalt for et voldeligt overfald 13. februar 2020.

Det skete "på et ukendt tidspunkt i tidsrummet mellem cirka klokken 00.00 og cirka klokken 02.00 på en adresse i Ilulissat". 

"Her udøvede han vold mod en person, som tiltalte sparkede og slog et ukendt antal gange i hovedet og på kroppen, hvorved offeret pådrog sig behandlingskrævende skader, herunder flere brækkede ribben og blod i lungen som følge."

Voldeligt overfald i anstalten

Og der er endnu et forhold om vold i anklageskriftet - denne gang i anstalten, hvor den tiltalte har siddet tilbageholdt i et år: 

7. januar i år mellem midnat og klokken 02 om natten tog han fat i en anden indsat og "kastede ham mod gulvet, hvorefter han satte sig oven på ham og sparkede ham med knæet i ribbenene".

I alt er der fem punkter på anklageskriftet mod manden. De sidste to punkter handler om brugstyveri af en bil, som manden er tiltalt for at have stjålet tilbage i juni 2017 i Nykøbing Sjælland og kørt rundt i uden at have et kørekort. 

Anklagemyndigheden tager på vegne af efterladte forbehold for påstand om erstatning eller godtgørelse.

Ud over den tiltalte blev der også anholdt to andre personer.

En af dem blev dog løsladt dagen efter anholdelsen. Den anden - en kvinde - blev kun tilbageholdt i tre dage, inden hun også blev løsladt.