Dødstal fra oversvømmelser i Tyskland stiger til 156

Oversvømmelser i Tyskland og nabolande har kostet mindst 183 mennesker livet ifølge nyhedsbureau.
Skrevet af Ritzau
18. juli 2021 12:48

Dødstallet fra de seneste dages voldsomme oversvømmelser i Tyskland er steget til 156 personer. Det oplyser tysk politi.

Samlet er mindst 183 dermed døde i Tyskland og nabolandet Belgien. I Belgien har 27 personer mistet livet.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil søndag besigtige ødelæggelserne i Rheinland-Pfalz og tale med nogle af de personer, som har haft naturkatastrofen på tæt hold.

Rheinland-Pfalz er sammen med Nordrhein-Westfalen de to delstater, som er hårdest ramt af de ekstreme mængder nedbør.

I Rheinland-Pfalz melder politiet tidligt søndag morgen om 110 døde. Tidligere lød tallet på 98.

- Det må frygtes, at andre dødsofre vil blive tilføjet, oplyser politiet i Rheinland-Pfalz i en meddelelse.

670 mennesker i delstaten er desuden kommet til skade, fremgår det, og adskillige personer savnes fortsat efter det, som tyske medier har beskrevet som de værste regnskyl i mands minde.

- Jeg har levet her hele mit liv. Jeg blev født her, og jeg har aldrig set noget tilsvarende, sagde Gregor Degen, der er bager i den delvist ødelagte kurby Bad Neuenahr-Ahrweiler.