For dårligt og egoistisk: Studerende raser over mulig Air Greenland strejke i julen

Flere studerende kan blive fanget i Sisimiut, hvis Air Greenland kabinepersonale strejker 2. december.
Aanngu Themothæussen håber, at parterne skifter mening og aflyser strejken. Foto © : KNR

Julen er højsæson for rejser. Mange skal hjem eller på besøg ved deres familier rundt omkring i landet eller i Danmark. Men i år kan de mange håbefulde rejsende ende i en træls situation. 

Air Greenlands kabinepersonale varsler nemlig en mulig strejke fra 2. december, hvis ikke Air Greenland og Flybranchens Personale Union (FPU) når til enighed om en ny overenskomst. 

LÆS OGSÅ Andet strejkevarsel er sendt til Air Greenland - men parterne skal nu i forhandling

Og det bekymrer studerende på KTI i Sisimiut, som skal flyve til jul. 

 

Foto © : KNR

Mati Lybert på 22 år skal til Tasiilaq for at fejre jul. 

Han er lige startet på maleruddannelsen, og han ærgrede sig meget, da han hørte om strejkevarslet. 

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg håber jo, at jeg kan tage til Tasiilaq for at holde jul. Hvis jeg ikke kan det, bliver det min første jul uden familien. Og dem plejer jeg at holde jul med hvert år, siger han. 

Hvis ikke Mati Lybert kan komme til Tasiilaq, er han nødt til at holde jul alene i Sisimiut. 

Jeg vil så gerne hjem for at holde jul. Men hvis jeg ikke kan det, vil jeg holde jul på kollegiet. Jeg har ingen familie her i Sisimiut.

 

Foto © : KNR

Aanngu Themothæussen skal til Aasiaat i julen. 

Strejkevarslet kom bag på hende. 

Jeg synes, det er for dårligt, at strejken kan ramme i julen. Der er mange fra Grønland og Danmark, som skal rejse for at fejre jul med familien. Og livet er uforudsigeligt, så det kan være, at det er sidste gang, man ser familien, siger hun. 

For hende er julen nemlig meget vigtig. 

Det er egoistisk. Jeg håber, at de ændrer mening og tager hensyn til folk.

Air Greenland og FPU er indkaldt til forhandling i Forligsinstitutionen i dag. Hvis de finder frem til en aftale bliver strejken aflyst. 

 

Foto © : KNR

Bodil Olsen er afdelingsleder i administrationen på KTI. 

Flere studerende på KTI skal rejse til jul, og hvis der kommer strejke, får de travlt på administrationskontoret. 

Strejke fra på fredag - måske

I dag mødes Flybranchens Personale Union, FPU, og Air Greenland for at forsøge at finde en overenskomstaftale.

Hvis det ikke lykkes inden på fredag 2. december, så strejker kabinepersonalet.

Sidst, der var varslet strejke, var lige før påsken i starten af april. Men så blev det hele afblæst, før det startede. Dansk Metal og Air Greenland nåede til enighed i Forligsinstitutionen i København 2. april, og en ny overenskomst blev lavet.

Mindre end et døgn sad parterne i Forligsinstitutionen, inden de landede en ny overenskomst. 

- Vi skal bestille nye billetter og afbestille billetter. Det bliver en stor arbejdsbyrde for os, for vi har booket op mod 30 rejser. Vi ønsker for de studerende, at de kan rejse uden problemer, siger Bodil Olsen, afdelingsleder i administrationen. 

Hvis du skal rejse i perioden 2. december til 16. december 2022, er det allerede nu muligt at få refunderet din billet, uanset om der bliver strejke eller ej, skriver Air Greenland i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Hvis Air Greenlands personale strejker, kan du få refunderet din billet

Du kan også ændre din billet. Hvis du skal ændre din rejse, skal du ind på Air Greenlands hjemmeside. Men hvis du har købt din billet fra et andet rejsebureau, skal du kontakte dem.