Cyberangreb rammer Royal Greenlands ansatte på pengepungen

Julen er dyr, og vi ved ikke, hvornår cyberangrebet stopper, siger en bekymret tillidsrepræsentant. Et cyberangreb, der har stået på siden i mandags, påvirker Royal Greenlands lønudbetaling.
Et cyberangreb skaber for femte dag i træk udfordringer for Royal Greenland. Arkivfoto. Foto © : KNR
17. december 2021 18:40

Siden i mandags har Royal Greenland været ramt af et omfattende cyberangreb.

Selskabet har været meget sparsomme med oplysninger om situationen og har sagt, at telefoner og betalingstjenester er udfordret.

Men nu får angrebet altså også konkrete konsekvenser for medarbejdere, der får udbetalt væsentligt mindre i løn. I hvert fald i en periode, til systemerne igen kører.

Det fortæller to tillidsrepræsentanter, som KNR har været i kontakt med.

- En normal gennemsnits 14-dagsløn er op til 6000 kroner. Jeg har hørt, at der er nogle, der kun får udbetalt 3000 kroner. Det er meget lidt, siger Anine Zeeb, der er tillidsrepræsentant hos Royal Greenland i Ilulissat.

De ansatte, som hun repræsenterer, får udbetalt deres løn hver 14. dag. Men denne gang bliver beløbet altså kun halvt så stort, som det plejer.

- Jeg har hørt om enkelte, der er skuffede. Julen er på vej, og det er en stor ting. Næste lønningsdag er først lige før nytår. Der er nogle i personalet, der er utilfredse med det, jeg har ikke talt med alle, men det har enkelte sagt.

Tillidsræpresentant: Vi ved ikke, hvornår det stopper

Anine Zeeb frygter, at der kan gå lang tid, før de ansatte får rigtig løn igen:

- Hvis jeg siger min mening, er jeg næsten sikker på, at andre vil sige det samme. Vi ved, at julen er dyr, og vi ved ikke, hvornår cyberangrebet stopper. Vi har boliger, der skal betales, siger hun.

Og det er ikke kun i Ilulissat, at de ansatte bliver ramt på pengepungen. Det gælder flere steder blandt andet også i Upernavik, fortæller Magdaline Svendsen Berthelsen, der er rengøringsdame og tillidsrepræsent.

LÆS OGSÅ Royal Greenland kæmper med cyberangreb på tredje døgn

Hun oplever dog generelt en tilfredshed med den måde, udfordringen er håndteret på:

- Vi har modtaget et forskud, fordi der er problemer med computerne. De har lovet, at de vil ordne det, så derfor er denne her ordning til fredsstillende.

- Men i går var vi meget utrygge, fordi vi ikke vidste, om vi fik løn eller ej. Først i morgen opdagede vi, at vi havde fået løn, siger Magdaline Svendsen Berthelsen.

Royal Greenland: Det er en svær situation

Masaana Egede, der er koncern kommunikationschef i Royal Greenand kan godt forstå frustrationen. Og han bekræfter, at ansatte får mindre løn.

- Vi står i en svær situation. Vi er under et cyberangreb, som har nedlagt mange af vores systemer. Det betyder også, at vores løn kommer til at være et aconto-beløb, der bliver udbetalt, sådan at vi sikrer, at vores medarbejdere får løn.

- Det sikrer vi gennem de oplysninger, vi har tilgængelige, og så har vi også været i dialog med vores medarbejdere og vores fabrikker. Dem har vi orienteret om, at deres løn bliver korrigeret, så snart vores system er oppe og køre igen.

Når Masaana Egede fortæller, at lønnen bliver udbetalt som et aconto-beløb, så betyder det, at lønnen er foreløbig.

Og den rigtige løn bliver altså først udbetalt, når selskabet igen har adgang til sine systemer.

LÆS OGSÅ Royal Greenland er under cyber-angreb

Hvornår regner I med, at de ansatte får fuld løn igen?

- Når vores systemer er oppe og køre igen. Det, de får nu, er et aconto-beløb, og så får de korrigeret deres løn, så snart vores systemer er oppe og køre igen.

Hvad er grunden til, at I har besluttet at ordne det på den måde?

- Det er cyberangrebet, der er grunden til, at vi har besluttet at gøre det på den måde. Det er den måde, vi kan gøre det på.

Hvornår regner I så med, at Royal Greenland vil være skærmet mod angrebet?

- Da det er et cyberangreb kan jeg ikke fortælle, hvornår vi er oppe at køre igen. Så det kan jeg ikke kommentere på.

- Det er forståeligt, at der er frustrationer. Men det er situationen lige nu, hvor vi er under et cyberangreb, og vi kan ikke gøre det anderledes lige nu.