Coronastatus: Ingen nye smittede med coronavirus

De otte, som stadig ikke er meldt raske, er lige på vej til at blive det, siger landslæge Henrik Hansen. 
Der er stadig 10 mennesker i Nuuk, som er smittet med coronavirus. To af dem er raskmeldte. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
01. april 2020 18:33

10 mennesker er stadig smittet med coronavirus. Alle er i Nuuk, og endnu er ingen smittet på kysten. 

Det er status på dagens pressemøde om coronasmitte. 

Der er stadig to af de 10, som er meldt raske - og de resterende otte er stadig syge. De er allesammen i isolation derhjemme.

- De otte er lige på vej til at blive raske, siger landslæge Henrik Hansen. 

I alt er 513 blevet testet for corona i hele landet. 

- I begyndelsen testede vi kun de personer, som havde de symptomer, som var beskrevet dengang. Det var dem, som WHO anbefalede. Senere er definitionerne blevet ændret. 

LÆS OGSÅ Nu må myndigheder tvangsbehandle personer

De, som nu kan testes, er inddelt i grupper:

- En gruppe er dem, der har været rejst ud af Nuuk. En anden gruppe, som vi ønsker at undersøge, er patienter med symptomer, som ikke har været ude at rejse - men som har haft kontakt til rejsende udenfor Grønland og Nuuk. Det kan for eksempel være skoleelever, der er vendt hjem og efterfølgende har været sammen med familie og vennder, siger landslægen.

Antallet af testede vil stige fremtiden, siger han.

- I de mindre byer vil vi fremover undersøge 5-10 personer pr. uge. I de større byer vil vi undersøge op til 20 om ugen.  Målet er at lede efter smitte bredt i befolkningen. De typiske symptomer på coronavirus ligner almindelige symptomer på infulenza og andre øvre luftvejsinfektioner, ondt i halsen, sygdomsføelelse, tør hoste og feber. 

- Vi undersøger ikke nogen, der ikke har symptomer.