Coronasmitte på Pituffik: Man må hverken rejse ud eller ind

To personer er konstateret smittede med Covid-19 på Pituffik. Det har fået Epidemikommissionen til at udstede et rejse-påbud.
Epidemikommissionens rejseregler gælder frem til 1. juni. Arkivfoto. Foto © : Inuit Ataqatigiit
14. maj 2021 16:47

To personer er blevet testet positive for corona på Pituffik. 

Det har fået Epidemikommissionen til at udstede et påbud, der betyder, at man hverken må tage ind eller ud af basen.

Forbuddet gælder fra alle områder i Grønland, med den undtagelse, at folk, der arbejder på basen, gerne må rejse ind via Kangerlussuaq.

Det gælder frem til 1. juni i år.

De to personer blev testet positive for Covid-19 torsdag og er nu begge i isolation på Pittufik.

LÆS OGSÅ Hver femte i USA er nu færdigvaccineret mod covid-19

Den ene ankom direkte til basen 6. maj og gik direkte i isolation uden at have kontakt med andre.

Den anden person ankom til basen 29. april fra Danmark via Kangerlussuaq. Efter syv dage i isolation blev vedkommnde testet negativ, men fik efterfølgende symptomer på smitte.

Svaret på testen kom torsdag: positiv, lød det.

Personen var allerede gået i gang med at arbejde og havde været i kontakt med kolleger på basen.

20 til 25 ansatte på Pituffik er indtil videre blevet testet negative.