Coronakrisen spænder igen ben for Air Greenlands resultater

Coronakrisen fortsætter for Air Greenland, der kom ud af første halvår med et millionunderskud.
Resultatet for det første halve år af 2021 er stadig påvirket af coronapandemien. Foto © : Air Greenland / Lars Kleemann-Andersen
Skrevet af Christine Hyldal
14. september 2021 12:57

Air Greenland leverede i første halvår af 2021 et resultat før skat på minus 14,1 millioner kroner. 

Resultatet er stadig påvirket af coronapandemien, som har præget foråret i højere grad end forventet.

Det viser Air Greenlands halvårsregskab for første del af 2021.

Selvom resultatet stadig viser et markant millionminus, så er der dog fremgang at spore. Resultatet er nemlig en forbedring på 16,4 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år, hvor halvårsresultatet var minus 30,5 millioner kroner før skat. 

Coronakrisen kradser forsat

Da 2020 blev skudt ind, havde Air Greenland selv en forventning om coronakonsekvenser i år. Men næppe var nytårsraketterne dalet mod jorden, før selskabet måtte indse, at konsekvenserne var værre end forventet. 

Turisterne udeblev, og der har i perioder været lukket helt ned for indrejse med strenge karantænekrav. 

- Det har været et udfordrende halvår, hvor pandemien og de afledte rejserestriktioner desværre har betydet langt færre rejsende, end vi havde forventet – særligt på vores atlantafgange, siger direktør Jacob Nitter. 

LÆS OGSÅ Air Greenland fik kappet luftvejene: Som at få en mavepuster

- Vi har formået at reducere tabet ved at skære ned på vores omkostninger alle de steder, det har været muligt, og en af konsekvenserne har været, at vi har måttet hæve priserne. Vi ser nu frem til et mere positivt efterår, hvor vi forventer flere rejsende og færre restriktioner på indrejse, efterhånden som vaccinationsprogrammet skrider frem, fortsætter han. 

Forventer plus for helåret

Selvom coronakrisen har været stridere end ledelsen i Air Greenland forventede, så mener ledelsen, at det er realistisk at ende med et årsresultat på plus 60 - 80 millioner kroner.

Det forventede årsresultat er dermed væsentligt over 2021 budgettet og skal ses i lyset af den tiltagende genåbningsplan for landet, øget rejseefterspørgsel og det intensiverede vaccinationsprogram, som ser ud til at betyde en langt mere hyppig rejseaktivitet – særligt over Atlanten, fremgår det af halvårsregnskabet.

Samtidig forventer ledelsen, at en række besparelser vil slå positivt gennem på resultaterne.