Coronakrisen skærer millioner af Bank Nordiks resultat i 2020

Coronpandemien har sat en kæp i hjulet på Bank Nordiks vækst. Resultatet skrumper med adskillige millioner kroner. I Grønland vokser forretningen dog.
I 2020 havde Bank Nordik udlån for 971 millioner kroner i Grønland. Året før lå det tal på 844 millioner kroner. Foto © : KNR
Skrevet af Mathies Hvid Toft
25. februar 2021 12:41

Den færøske bankkoncern med aktiviteter i Grønland, Bank Nordik, må se nettoresultatet dale til 166 millioner kroner i 2020.

Det viser koncernens seneste årsregnskab.

Derved er koncernens resultat faldet med 41 millioner kroner fra årsresultatet på 207 millioner kroner i 2019.

Set i lyset af den globale coronapandemi så er ledelsen dog tilfredse med resultatet. I regnskabet fremgår det, at et salg af bankens aktiviteter i Danmark har hjulpet med en indtjening på 55-70 millioner kroner efter skat.

Forretningen vokser i Grønland

Selskabets direktør, Árni Ellefsen, peger på, at der har været fremgang i den grønlandske del af forretningen.

- Den positive udvikling i den grønlandske del af vores forretning skyldes især, at vi i løbet af året kunne byde mange nye kunder velkommen i banken, og at vi lånte flere penge ud, siger han i en pressemeddelelse.

I koncernens årsregnskab skriver ledelsen desuden, at de i år forventer at tage flere markedsandele fra Grønlandsbanken, der er den dominerende bank herhjemme.

LÆS OGSÅ Grønlandsbanken smækker kassen i - men Bank Nordik holder stadig låget på klem

Bank Nordik omsatte for 61,1 millioner kroner på bankaktiviteter i Grønland sidste år, mod 49,5 millioner kroner året før.

I Færøerne omsatte banken for 2,8 milliarder kroner sidste år alene på bankaktiviteter.

I 2020 havde Bank Nordik udlån for 971 millioner kroner i Grønland. Året før lå det tal på 844 millioner kroner.