Corona-uro i Holland fortsætter for tredje aften i træk

Flere steder er der sammenstød, og unge kaster fyrværkeri mod politiet i Holland på grund af udgangsforbud.
- Det har ikke noget med protester at gøre. Det er kriminel vold, og vi vil behandle det som sådan, siger Hollands premierminister. Foto © : Marco De Swart/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. januar 2021 08:59

For tredje aften i træk var flere byer i Holland mandag ramt af optøjer, der er udløst af regeringens beslutning om at indføre et natligt udgangsforbud.

Politiet stødte sammen med demonstranter i Amsterdam, havnebyen Rotterdam, i Amersfoort i den østlige del af landet samt i den lille by Geleen i nærheden af Maastricht.

Politiet i Amsterdam siger, at der er foretaget otte anholdelser.

I byerne Rotterdam og Geleen er det mandag aften mest teenagere og unge i 20'erne, der stod bag optøjerne. Det var dog ikke klart, om det var udgangsforbuddet, der var årsag til, at de kom i klammeri med politiet.

- I øjeblikket er der konfrontation mellem politi, uropoliti og urolige unge i centrum af Geleen, hvor der bliver kastet fyrværkeri, skriver hollandsk politi på Twitter.

LÆS OGSÅ Corona-udgangsforbud udløser optøjer i Holland

Tidligere mandag fordømte premierminister Mark Rutte weekendens uroligheder, hvor demonstranter angreb politiet og stak ild til blandt andet et corona-testcenter. Flere hundreder blev anholdt.

- Det har ikke noget med protester at gøre. Det er kriminel vold, og vi vil behandle det som sådan, siger premierministeren.

De voldsomme reaktioner kommer, efter at Ruttes regering har indført et udgangsforbud fra klokken 21.00 til 04.30. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at der er indført udgangsforbud i landet.

I forvejen var der indført en række tiltag for at begrænse coronasmitten i landet. Blandt andet er skoler og ikke-nødvendige butikker lukkede.

Det har betydet, at smittetallet er faldet. Men af frygt for, at de nye varianter skal brede sig, har regeringen indført et midlertidigt natligt udgangsforbud.