Corona-udgangsforbud udløser optøjer i Holland

Politiet har anholdt over 100 demonstranter i Amsterdam, hvor der er protester mod et natligt udgangsforbud.
Det er første gang siden den tyske besættelse under Anden Verdenskrig, at der er indført natligt udgangsforbud i Holland. Foto © : Robin Van Lonkhuijsen/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. januar 2021 07:51

Hollandsk politi måtte søndag bruge vandkanoner og hunde for at opløse en demonstration i det centrale Amsterdam.

Her var en større menneskemængde samlet for at vise deres modstand mod regeringens beslutning om at indføre forbud mod at gå ud mellem klokken 21.00 og 04.30.

Over 100 mennesker er anholdt for at have kastet sten og fyrværkeri mod politiet ved søndagens demonstration.

- Stop nedlukningen, lød det på et af de mange bannere, demonstranterne havde med.

Demonstranterne var samlet på Museumsplein-pladsen i Amsterdam, som politiet besluttede at rydde, efter at de forsamlede nægtede at følge ordrer om at forlade stedet.

LÆS OGSÅ Hollandsk politi anholder 400 ved coronademonstration

Også i Eindhoven var der sammenstød mellem politi og demonstranter. Her brugte politiet tåregas for at opløse demonstrationen.

I den lille fiskerby Urk i det sydlige Holland blev der lørdag aften stukket ild til et testcenter.

Det er første gang siden den tyske besættelse under Anden Verdenskrig, at der er indført natligt udgangsforbud i Holland.

Lørdag aften anholdt politiet 25 mennesker rundt om i landet for at overtræde det. Der blev udskrevet 3600 bøder svarende til 707 kroner.