Corona spreder sig i Tasiilaq - men falder i store dele af landet

Cirka en tredjedel af lærere og andre medarbejdere på skolen i Tasiilaq er sygemeldte.
Cirka en tredjedel af lærere og andre medarbejdere på skolen er sygemeldte – og det er ”et betydeligt antal” ansatte på sygehuset og i kommunen også. Foto © : Merete Lindstrøm, KNR
Skrevet af Christine Hyldal
11. februar 2022 12:38

Coronapas og mundbind er droppet. Men nu breder smitten sig igen – denne gang i Tasiilaq. 

Cirka en tredjedel af lærere og andre medarbejdere på skolen er sygemeldte – og det er ”et betydeligt antal” ansatte på sygehuset og i kommunen også.

Det meddeler Landslægeembedet. 

I går kom der svar på 50 PCR-tests fra Tasiilaq, hvor 30 er positive. Det svarer til en positivrate på 60 procent. Der er dog stadig ingen indlagte i byen.

Ny teststrategi

Teststragien er ændret, så det kun er få mennesker med fare for at udvikle alvorlig sygdom med covid, der kan få en PCR-test på testcentrene: 

Det er ældre og folk med hjerte- og lungesygdom med symptomer. 

Dermed er det i langt højere grad folks eget ansvar at raskmelde sig, teste sig selv derhjemme og blive isoleret derhjemme uden at kontakte læge eller sygehus, hvis coronaen er som forkølelse eller influenza. 

Det sker, fordi testfaciliteterne på centre og sygehuse slet ikke kan følge med længere.

Også i Paamiut er der gang i coronaen. Så selv om de landsdækkende restriktioner er droppet, er der nu lavet nye regler på skolerne i Tasiilaq og Paamiut: De ældste elever møder forskudt, ingen klasser bliver undervist sammen med andre klasser, og når eleverne er udenfor, må de kun være sammen med deres eget trin. Indenfor må de kun være sammen med deres klasse. 

Smitte er toppet i tre byer

I resten af landet er 39 procent af PCR-testene positive. Det tal var i januar oppe på 60 procent. 

Når det er sagt, så er det ikke et præcist billede over smitteudviklingen i Grønland. Det er kun dem, der bliver alvorligt syge, der har adgang til PCR-test. Alle andre skal blive hjemme, vente på at blive raske - og så i øvrigt også raskmelde sig selv.

LÆS OGSÅ Restriktioner er droppet: Fra midnat er det slut med mundbind

Den strategi er lavet, fordi testcentre og sygehusene var max pressede af de mange smittede i starten af januar.
Dermed er test af alle ikke længere et våben mod corona i Grønland. Og når folk ikke skal i nærheden af PCR-test, sygehuse eller lægeklinikker, er der selvsagt et gevaldigt mørketal af smittede. 

Alligevel vurderer landslæge Henrik L. Hansen, at smitten er toppet i Aasiaat, Nuuk og Ilulissat. I de tre byer bor en tredjedel af befolkningen.

Til gengæld går det stadig løs i Sisimiut, Maniitsoq og i Sydgrønland, vurderer Landslægeembedet. Også i Qaanaaq er der et stigende antal smittede, hvor der blandt andet er konstateret smitte i børnehaven.

130 har været indlagt i alt

I den periode, epidemien har varet i Grønland, har der i alt været indlagt 130 patienter med påvist covid-19 i i hele landet. Gennemsnitsalderen af indlagte patienter er igennem hele perioden 51 år.

Lige nu er 10 personer indlagt på grund af eller med til covid-19. 

Tre nye er kommet til siden i onsdags: To er indlagt i Qaqortoq og Nanortalik, mens den tredje er indlagt i Uummannaq.
Derudover er der fire indlagt i Nuuk og tre i Sisimiut. 

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

To patienter er indlagt med corona som den primære diagnose. En af dem befinder sig på den intensive afdeling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Tre patienter er indlagt, hvor covid-19 har indflydelse på sygdomsforløbet, men hvor anden væsentlig sygdom eller skade er afgørende medvirkende til indlæggelsen.

Fem patienter er indlagt af anden årsag end corona. De er altså blevet testet positive, men corona har ikke nogen væsentlig betydning for indlæggelsen.

To børn har været indlagt med alvorlige alvorlige følger efter covid-smitte. Det ene barn er udskrevet.