Clinton og Trump kondolerer efter massedrab

I USA har de to spidskandidater, der kæmper om præsidentposten, begge kondoleret oven på det voldsomme masseskyderi på en natklub for homoseksuelle i Florida.
Foto © : Frank Stjerne/Flickr Creative Commons
15. juni 2016 04:12

Angrebet kostede natten til søndag 49 mennesker livet - foruden gerningsmanden, der også blev dræbt.

Republikanernes Donald Trump udtrykte blandt andet sin medfølelse med ofrene og deres familier. Mens demokraternes spidskandidat Hillary Clinton formulerede sig i hårde vendinger om det "virus" der inficerede sindet på gerningsmanden.

Samtidig spekulerer flere medier i at gerningsmanden Omar Mateen selv var bøsse.

Flere stamgæster på natklubben fortæller ifølge Los Angeles Times, at de har set Omar Mateen før. En af gæsterne, Kevin West, havde været i løbende kontakt med Mateen via et chatforum for homoseksuelle og via en dating-app i det seneste år op til massakren.

USA's præsident, Barack Obama, har været forsigtig med at konstatere, at gerningsmanden, Omar Mateen, var tilknyttet Islamisk Stat og at det var det der styrede ham.