OVERBLIK Det ved vi om skyderiet på natklub i Orlando

Mange mennesker er blevet dræbt og såret efter masseskyderi på natklubben Pulse i Orlando. Få et overblik.
Flere steder i USA samledes folk for at mindes ofrene for skyderiet i natklubben Pulse i Orlando. Her i Minneapolis, Minnesota. Foto © : Fibonacci Blue/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
13. juni 2016 05:30
Versionist Simon Uldum -

Mindst 50 mennesker er blevet dræbt og 53 såret, efter at en mand natten til søndag åbnede ild på en natklub for homoseksuelle i Orlando i Florida.

Få her et overblik over, hvad der er sket.

* Angrebet begyndte omkring klokken 02.00 lokal tid.

* Pulse, som er en af de største natklubber i Orlando, havde latinsk tema, og da festen var ved at nærme sig sin afslutning, begyndte en mand at skyde.

* Kort efter skrev natklubben på sin Facebook-side: "Alle skal komme ud af Pulse og blive ved med at løbe."

* Politiets kilder har fortalt til amerikanske medier, at gerningsmanden var i besiddelse af en mistænkelig genstand, der var spændt fast til kroppen.

* Der var også en skudveksling mellem gerningsmanden og en politibetjent, som arbejder på klubben, men det er uklart, om det var på eller uden for spillestedet.

* En gidseltagning begyndte at udvikle sig, og klokken 05.00 lokal tid stormede politimænd bygningen og foretog en "kontrolleret eksplosion".

* Gerningsmanden blev dræbt, og politiet siger søndag aften, at mindst 50 mennesker er døde, hvilket gør det til det værste masseskyderi i nyere amerikansk historie.

* Tallet kan stige, da der er mindst 53 såret.

* Islamisk Stat (IS) tog søndag aften skylden for massakren via den ekstremistiske gruppes eget nyhedsorgan Amaq.

* Den formodede gerningsmand er Omar Mateen, en 29-årig mand med afghanske rødder fra byen Fort Pierce, som ligger cirka to timers kørsel syd for Orlando. Han er født i New York.

* FBI blev første gang i 2013 opmærksom på Omar Mateen. Flere interview med ham gav imidlertid ikke noget klart billede af, at han kunne være farlig, lyder det fra FBI.

* Tidligere meldinger om, at Omar Mateen svor Islamisk Stat troskab, bekræftes af forbundspolitiet. Det oplyses desuden, at han i sidste uge købte to skydevåden på lovlig vis.

* Søndag aften sagde den amerikanske præsident, Barack Obama, at angrebet må betegnes som et terrorangreb.

Kilder: BBC, AFP, Fox News og Reuters

/ritzau/