Clement Kjærsgaard indtager Grønland

Der var knivskarp journalistik, gode jokes og politikere i farezonen, da Clement Kjærsgaard i formiddag aflagde besøg i GU´s minihal til en optagelse af Danmarks Radios tv-program Debatten omkring det grønlandske valg.
Skrevet af Peter Troelsen
09. marts 2013 21:58

De mange tilskuere fik et indblik i, hvordan man laver en stor tv-produktion, med alt hvad dertil hører af pauser, mikrofonudfald, kunstige klapsalver og en studievært med fart på. Klapsalverne var talrige, og det havde ikke været nødvendigt for Clement Kjærsgaard at bede folk om at klappe. Tilskuerne blev underholdt, og på samme tid fik de lige det sidste input omkring partiernes standpunkter, inden det forestående valg til Inatsisartut. Fem partier havde valgt at takke ja, imens Partii Inuit traditionen tro sagde nej til alt, hvad der er dansksproget.

Mange løfter kom for dagen under debatten, men det der var mest usandsynligt at høre, var at speedsnakkeren Kjærsgaard ville tale langsomt. Man må håbe at politikerne er bedre til at stå ved deres løfter end studieværten. Det var dog en noget afdæmpet Clement Kjærsgaard, der ikke afbrød helt så tit, som seere af hans programmer på DR ellers er vænnet til er tilfældet.

Alt i alt fik man en udsendelse i kassen, som DR vil sende på valgdagen. Hvis alt går vel, så vil vi her på KNR sende en redigeret udgave dagen inden valget, men det kommer der mere om her på siden, lige så snart den endelige afgørelse er taget.