VIDEO Chile slår Grønland trods 16 Høegh-kasser

Ved de panamerikanske håndboldmesterskaber i Argentina lykkedes det i går ikke de mandlige landsholdsspillere at besejre Chile.
14. juni 2016 10:13

De to hold var ellers helt lige ved pausen, men fra 16-16 løb Chile af med en sejr på 37-29 over Grønland, oplyser mesterskabernes officielle hjemmeside.

Opgøret mod Chile var på forhånd udråbt til nøglekampen om andenpladsen i gruppen, da alle forventer, at Argentina vil tage førstepladsen.

Til gengæld kunne Grønlands topscorer Minik Dahl Høegh sammen med holdet glæde sig over at have smækket 16 bolde i kassen. Men lige meget hjalp det altså.

Se Minik Dahl Høeghs mange scoringer herover.

De øvrige resultater i Grønlands pulje endte med en sejr til Argentina over Mexico med cifrene 42-17, mens Canada slog Guatemala med 27-24.

Herefter fører Argentina i Gruppe A med Chile på andenpladsen, hver med seks point, mens Grønland er på tredjepladsen med fire point. 

Grønlands næste kamp i morgen onsdag gælder favoritterne fra Argentina.

Der deltager 12 hold fordelt på to grupper ved mesterskaberne, hvor en top 3-placering udløser billet til næste års VM i Frankrig.