Canadiske skovbrande slår rekord for arealer i flammer

Røgen i Canada har skabt forringet luftkvalitet for millioner af mennesker. Ild har hærget rekordstort område.
Onsdag var der ifølge AP 639 aktive brande i Canada, 351 af dem blev betegnet som ude af kontrol. Foto © : Audrey Marcoux/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
07. juli 2023 09:06

De skovbrande, der præger Canada, har allerede slået rekord for det samlede berørte areal, antallet af evakuerede personer og udgifter i forbindelse med slukningsarbejde.

Det oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AP torsdag.

Det sker, mens den såkaldte brandsæson kun er halvvejs.

- Det er ingen underdrivelse at sige, at brandsæsonen 2023 har og vil fortsætte med at slå rekorder på flere måder, siger Michael Norton, der leder en canadisk naturstyrelse ifølge AP.

Røgen fra brandene har spredt sig i Nordamerika og skabt forringet luftkvalitet for millioner af mennesker.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er røg fra skovbrande giftigere end andre typer af røg og kan være farligere for mennesker at indånde end andre typer af luftforurening.

Det skyldes, at røgpartiklerne er små og kan trænge dybt ind i respirationssystemerne.

- Partiklerne er så små, især de ultrafine af slagsen, og de kan komme hele vejen ind i dine lunger og derefter føres over i blodbanerne og give inflammation, har Courtney Howard, læge på en skadestue i den canadiske delstat Northwest Territories, tidligere udtalt ifølge AFP.

Brandsæsonen i Canada topper normalvis i juli eller august.

De mange skovbrande kommer efter et ekstremt tørt forår, der har udtørret vegetationen i de store canadiske skovarealer.

Ifølge AFP er konsekvenserne for klimaet yderligere store, fordi typen af skov - boreal skov - i brand udløser mellem 10 og 20 gange så meget kulstof som andre skovtyper.

Onsdag var der ifølge AP 639 aktive brande i Canada, 351 af dem blev betegnet som ude af kontrol.

Røgen fra de canadiske skovbrande er også nået til Grønland. Allerede i lørdags var byerne i Sydgrønland indhyllet i tyk hvid smog, hvor det også blev varslet, at røgen ville vende tilbage i denne uge.