Canadiske og grønlandske inuitter vil selv styre Pikialasorsuaq

Canadiske og grønlandske inuitter i Pikialasorsuaq - også kaldet Nordvandet - vil selv forvalte og styre området. Og så skal der være fri bevægelighed mellem Grønland og Canada for Inuit.
Foto © : Google Maps
Skrevet af Bibi Nathansen
21. september 2016 10:55

Sådan lyder kravene fra lokalsamfundene i den nordligste del af Grønland og Canada i en pressemeddelelse fra Pikialasorsuaq-kommissærerne.

Kommissærerne, der hører under den internationale Inuit-organisation ICC var i foråret på en høringsrunde i den canadiske del af det isfri område mellem Qaanaaq og Ellesmere Island i Canada. Og i den forgangne uge vendte de hjem fra høring i seks lokalsamfund i den grønlandske del.

Læs også ICC's Pikialasorsuaq-kommission godt i gang

Blandt svarene til Nordvandskommissionens høringer er bekymringer over ustabiliteten i havet og isen og vejret og ændringer af fangstdyrenes vandringer. Et af Inuits stærke ønsker er derfor at få lov at lede og sætte dagsordenen. For eksempel at beslutte en mere realistiske fangstlovgivning, som er en nødvendighed for at opretholde lokalsamfundet.

Med andre ord ønsker Inuit mere kontrol med det område, der er grundlaget for deres liv.

Nordvandet er et område som er sårbart overfor klimaforandringer, oliejagt og øget skibssejlads, og det er blandt andet derfor, kommissionen er taget på høringstur til området i år.