Canada vil undskylde for drab af slædehunde

Blandt Nunaviks Inuit har drabet af deres slædehunde altid været en sort og meget trist periode i deres liv. Nu vil den canadiske regering sige undskyld.
Det føderale politi i Canada dræbte i 50'erne og 60'erne mere end 1000 slædehunde i Nunavik. Foto © : Adrian Wyld/PA Images/Ritzau Scanpix
18. november 2024 14:23

Regeringen i Canada agter at komme med en undskyldning til Nunavik for drabet på mere end 1000 slædehunde i perioden fra midten af 1950'erne til slutningen af 1960'erne.

Det oplyser den canadiske minister for oprindelige folk, Gary Anandasangaree, ifølge CBC News.

Det var Canadas føderale politi, RCMP, der dræbte slædehundene i Nunavik, der er en Inuit-region i det nordlige Quebec.

Piita Aatami, der er præsident for Makivvik - Inuitorganisationen som administrere meget af Nunavik - udtaler til CBC, at drabet på hundene resulterede i, at mange Inuit ikke var i stand til at fiske eller tage på jagt.

Desuden havde det en kulturel indflydelse, fordi Inuit ikke længere kunne bo i de meget små bygder eller jagtlejr - men var nødsaget til at flytte sammen i større byer. Noget der ødelagde en del af deres kultur. De tabte deres uafhængighed og ofte medførte det alkoholisme, siger Aatami.

Vil give erstatning

Officielt hed det på det tidspunkt, at hundene skulle dræbes, fordi de udgjorde en fare for mennesker og bed eller angreb dem.

Til gengæld har Inuit altid sagt, at grunden var, at den canadiske regering ville have Inuit til at flytte til større byer hvilket ville gøre det lettere at administrere dem.

Nunavik ligger i provinsen Quebec, som allerede i 2011 undskyldte drabet og kom med en erstatning på 15 millioner kroner til Makivik, der skulle fremme Inuitsproget og kulturen.

Undskyldningen vil komme engang i denne måned. Desuden vil hver familie, der mistede hunde, få en erstatning, og der vil blive oprettet kurser til at undervise de unge Inuit i at passe på slædehunde og køre hundeslæde.