Canada: A Taste of the Arctic blev en succes

Canadas nationale Inuit-organisation, Inuit Tapiriit Kanatami - ITK - har nu for femte gang afholdt dens arktiske aften i den canadiske hovedstad Ottawa.
09. marts 2016 06:11

A Taste of the Arctic - en smagsprøve på de arktiske egne - blev mandag afholdt i Ottawa. En aften, der efterhånden er blevet til et fast forårsritual hvor ITK viser Ottawa hvad de arktiske egne kan præstere.

I år deltog omkring 500 ministre, embedsmænd, og andre fra den canadiske regering såvel som inuitledere fra flere inuit-organisationer. Adgangsprisen, per person, var 1000 kroner. I alt lige ved en halv million kroner, som går til at støtte ITK's arbejde.

A Taste of the Arctic bliver afholdt for at inuit og ikke-inuit, der alle på den ene eller den anden måde er engageret i de arktiske egne, kan mødes selskabeligt og lære mere om hinanden.

Der var strubesang, et moderne inuit rockband, eleverne fra Nunavut Sivuniksavut sang og spillede, og der var mulighed for at tage et “sælfie-fotografi" for at støtte sælfangsten.

Og der var ikke blot smagsprøver på inuit-kultur. Der blev også serveret rensdyrkød, i rå og stegt form, laks, og andre fisk - og mattak.

Dette års Taste of the Arctic var en endnu større succes end sidste år og viser hovedstadens interesse for de arktiske egne.