Camp Nuan: En sommer man aldrig glemmer
Frivillige fra syv lande er med til at stable Camp Nuan, som den hedder, på benene, og aktiviteterne starter i Nanortaliks skole:
- Vi håber, at vi får besøg af rigtig mange af byens 450 børn. Vi har i hvert fald et hold af frivillige med, som glæder sig til at møde børnene og deres forældre og sætte gang i lege, musik og sport sammen med børnene, siger projektleder i Foreningen Grønlandske Børn, Gunver Justesen.
I alt er der 17 frivillige fra Canada, Rusland, Tyrkiet, Frankrig, England og selvfølgelig fra Grønland og Danmark, og Gunver Justesen er glad for opbakningen fra Kommune Kujalleq:
- Vi har en rigtig god dialog med kommunen, og alle glæder sig til at give børnene i Nanortalik en sommer, de aldrig glemmer, siger hun.
Der vil være gratis aktiviteter for byens børn og unge, og på lørdag er borgerne i Nanortalik inviteret til kulturel aften i byens sportshal.
Camp Nuan blev åbnet igår torsdag d.7.juli, og varer til d.4.august.