Butikker i Nuuk må holde åbent alligevel - hvis kunder har fire kvadratmeter hver

Først lukkede butikkerne i hovedstaden onsdag klokken 16. Det blev de bedt om. Men sent fredag eftermiddag er meldingen, at de gerne må åbne alligevel, hvis de opfylder nye anbefalinger.
Nuuk Center onsdag aften. Kun Pisiffik er åben - resten af centeret er afspærret. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
20. marts 2020 19:18

Onsdag fik butikkerne i Nuuk besked på at lukke klokken 16 og først åbne igen om tre uger. 

Hovedstaden havde nemlig fået sin anden coronasmittede - og ingen vidste, hvor personen var blevet smittet henne. Derfor kunne smitten være spredt i Nuuk – og derfor blev byen lukket ned. 

Kun dagligvarebutikker måtte blive ved med at holde åbent. 

Torsdag sagde politimester Bjørn Tegner Bay til KNR

Hvis man som butik holder åbent – hvad sker der så?

- Lige nu skal alle butikker bortset fra fødevarebutikker holde lukket. Lovgivningen er bare ikke helt på plads endnu. 

LÆS OGSÅ Nye forbud i Nuuk: Koster dig 1500 kroner i bøde

Sent fredag eftermiddag kom der så en kontramelding fra Naalakkersuisut. For nu må butikker gerne holde åbent alligevel – i hvert fald hvis de opfylder nogle nye anbefalinger.

Det er Departementet for Erhverv, som har taget beslutningen om at lempe anbefalingerne til butikkerne i hovedstaden. Det er dog som sagt 'blot' anbefalinger, så hvis nogle butikker overtræder dem, vil politiet ikke kunne gøre noget.

- Hvis der er butikker, som vil tilsidesætte folks helbred og holde åbent, kan vi i politiet ikke gøre noget ved det på nuværende tidspunkt, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

Politimesteren kan dog ikke forestille sig, at der er nogen, som vil gøre dette.

Men Naalakkersuisut arbejder i disse dage på at få gennemført en hastelov, som giver politiet ret til at håndhæve anbefalingerne.

Sådan her lyder de nye anbefalinger: 

Må butikker og supermarkeder fortsat holdes åbent? 

- Ja, det drejer sig om butikker, supermarkeder og andre virksomheder i - detailhandlen, hvis de opfylder nedenstående følgende krav: 

  • Sikre, at alle medarbejdere overholder Epidemikommissionens anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
  • Opsætte informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på coronavirus/covid-19, bør isolere sig i hjemmet og kontakte sundhedsvæsenet.
  • Opsætte informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. 
  • Så vidt muligt gøre vand og sæbe og/eller håndsprit tilgængeligt for kunder og besøgende. 
  • Medarbejdere skal bruge handsker ved salg af ikke-emballerede fødevarer. 
  • Det er et krav, at lokalerne er indrettet på en måde, så kunderne har mindst 4m2 tilgængeligt gulvareal pr. kunde.

Hvem er ikke omfattet af muligheden for at holde åbent? 

Butikkerne i Nuuk Center, der kun har adgang fra indersiden af centeret, og butikker, der ikke kan overholde krav til indretning og hygiejneadfærd.  

LÆS OGSÅ Svar på prøver: Fortsat kun to personer er smittet med coronavirus

Hvilke butikker i Nuuk Center må holde åbent?

Dagligvarebutikkerne Pisiffik og specialforretningen Matas.

Butikker, der har mulighed for at lukke af for butikken på indersiden og alene lukke kunder ind fra ydersiden af bygningen.

Tatovører, kropspleje, skønheds- og massageklinikker, solarier og frisører skal fortsat holde lukket. 

Forbuddet omfatter ikke private klinikker for eksempel fysioterapi og tandlæger.