Svar på prøver: Fortsat kun to personer er smittet med coronavirus

Der er kommet svar på 13 nye prøver, som både er taget i Nuuk og på kysten. Ingen er positive.
51, der er blevet testet, venter stadig på svar.
20. marts 2020 13:14

Fredag formiddag modtog sundhedsmyndighederne 13 svar på prøver, hvor personer i Grønland var blevet testet for coronavirus. 

Alle prøverne er negative, meddeler Paneeraq Noahsen, som er læge i landslægeembedet på et pressemøde.

- Det vil sige, at der kun er tale om to, der er smittet med covid-19. Disse prøver kommer ikke kun fra Nuuk, de er også sendt fra kysten, siger hun.

51, der er blevet testet, venter stadig på svar.

LÆS OGSÅ Nye forbud i Nuuk: Koster dig 1500 kroner i bøde

Onsdag klokken 16 lukkede Nuuk efter nyheden om, at endnu en person er smittet med coronavirus. Ingen ved, hvor personen er blevet smittet henne - det kan i princippet være sket i hovedstaden - og derfor kan andre også være smittet. Det var grunden til, at hovedstaden lukkede ned. 

Butikker, frisører, skoler, daginstitutioner er lukket - og det er nu forbudt at samles mere end 10 mennesker på én gang både udenfor og indenfor. 

Ifølge politiet er der dog ikke opstået scener, fordi folk ikke har villet respektere de nye regler:

- Vi oplever stor lydhørhed i befolkningen. Det er meget få episoder, hvor vi skal hæve stemmen for at få folk til at forstå situationens alvor, siger politimester Bjørn Tegner Bay.

Det her må du ikke i Nuuk: 

  • Højst 10 mennesker må samle sig. Det gælder både indendørs og udendørs. Indtil i dag var antallet 100. 
  • Forbuddet gælder ikke offentlig transport. Der må gerne være så mange i bussen, som der er sæder til. Der må også gerne være mere end 10 mennesker i en butik. 
  • Uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker. Skolerne skulle egentlig først være lukket, når eleverne går hjem på weekend på fredag – men lukningen af dem gælder også fra klokken 16 i dag.  
  • Nuuk Center lukker.
  • Diskoteker og barer lukkes.
  • Restauranter og barer skal også være lukket for gæster. Der er dog mulighed for at holde åbent for at sælge take away.
  • Idrætsfaciliteter - herunder fitnesscentre - lukkes.
  • Solcentre lukker.
  • Du må heller ikke rejse ud af Nuuk - heller ikke i din egen båd. Du må dog gerne tage på rypejagt eller fisketur - men du skal tage hjem til Nuuk igen bagefter. Du må ikke tage andre steder hen - overhovedet. 
  • Dagligvarebutikker er stadig åbne - men kunder skal holde to meter afstand til hinanden.