Brækkede knogler og omfattende fejl gik forud for kongresstorm

Brudt kommandokæde og tilskadekomne betjente forværrede situationen under kongresstorm, konkluderer rapport.
Flere betjente i frontlinjen kom alvorligt til skade under kongresangrebet 6. januar. Foto © : Roberto Schmidt/Ritzau
Skrevet af Ritzau
09. juni 2021 10:13

Flere betjente led kemiske forbrændinger, fik hjerneskader og brækkede knogler, da tilhængere af den tidligere præsident Donald Trump stormede kongresbygningen i Washington D.C. den 6. januar.

Det viser Senatets første rapport om angrebet, der kostede fem personer livet, inklusive en betjent.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rapporten beskriver flere omfattende fejl. Blandt andet fortæller betjente, hvordan der ikke blev lagt en samlet kurs for at forhindre tilhængere i at bryde ind i Kongressen, da kommandosystemet brød sammen.

Allerede inden at tilhængerne nåede så langt som til kongresbygningen, var der klare advarsler og tip om, at ekstremister planlagde at storme Kongressen med våben og muligvis ville trænge ind via et tunnelsystem under bygningen.

Men disse advarsler nåede aldrig frem til topledelsen hos politiet.

Resultatet af dette blev kaos.

Det lykkedes hundredvis af Trump-tilhængere at mase sig forbi sikkerhedslinjen af betjente, bryde ind i bygningen og afbryde den godkendelse af Joe Biden som præsident, der var i gang.

LÆS OGSÅ Betjent er død efter påkørsel ved USA's Kongres

Rapporten beskriver ifølge AP samme fejl, som blev beskrevet efter angrebet mod USA 11. september 2001, nemlig en manglende evne til at forestille sig at det værste kan ske.

Rapporten anbefaler, at der omgående sker ændringer i kongrespolitiets topledelse. Det gælder mere autoritet til ledelsen, bedre planlægningsmuligheder og bedre udstyr til at håndhæve reglerne.

I maj stemte Senatet mod en uafhængig undersøgelse af kongresstormen. Derfor bliver Senatets rapport sandsynligvis også den sidste skrivelse om angrebet.

- Denne rapport er vigtig, da den giver mulighed for at foretage nogle øjeblikkelige forbedringer af sikkerhedssituationen omkring Kongressen, siger den demokratiske senator Gary Peters, der stod i spidsen for forslaget om en uafhængig undersøgelse.

- Men det svarer ikke på nogen af de store spørgsmål, som vi er nødt til at beskæftige os med som et land og et demokrati, tilføjer han ifølge AP.

Gary Peters fremhæver blandt andet, at rapporten ikke dykker ikke ned i Trumps mulige rolle ved angrebet, da han kort forinden opfordrede tilhængere til at "kæmpe som helvede" for at ændre valgresultatet.

Dette spørgsmål stillede den tidligere præsident for en rigsret i februar. Her blev han frikendt.