Hård kritik Borgmestre kalder finansloven uansvarlig

Landets fem borgmestre langer hårdt ud efter Naalakkersuisuts finanslovsforslag. Det er simpelthen uansvarligt, mener de.
Foto © : Redigeret af KNR
05. september 2018 08:27

I en fælles pressemeddelelse går de fem borgmestre hårdt til finanslovsforslaget, som de mener skærer alt for hårdt i bloktilskudet fra landskassen til kommunerne. 

Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, mener at Naalakkersuisut i finanslovsforslaget fralægger sig ansvaret for økonomien. 

- Det ser ud som om Naalakkersuisut har tænkt, at der ikke var nogen grund til at få økonomien til at hænge sammen. Det kan kommunerne gøre i stedet, siger Malik Berthelsen(S). 

Og han bakkes op af sine fire medborgmestre.

Deres anke går på at kommunerne bliver beskåret mange millioner kroner i bloktilskud, samtidig med at flere opgaver bliver lagt ud til dem. 

I år er det eksempelvis planen, at kommunerne skal overtage boligområdet fra selvstyret. Samtidig har Naalakkersuisut lanceret en ambitiøs indsats mod seksuelle overgreb, som stiller en lang række krav til kommunerne, skriver bormestrene i deres pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Finanslovsforslag med overskud præsenteret

Men det hænger ikke sammen økonomisk understreger borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen (S).  

- Vi har i over ti år været enige om at penge skulle følge opgaven, men det er vi åbenbart ikke enige om længere. Det er simpelthen for billigt af Naalakkersuisut, at kalde sig økonomisk ansvarlige, samtidig med at de sender udgifterne videre til kommunerne, siger han.

Ved fremlæggelsen af finansloven pointerede Naalakkersuisoq for finanser, at det er vigtigt at kommunerne også er sparsommelige. Det er vi allerede, slår de fem borgmestre fast.

- Tal fra Grønlands Statistik viser klart, at selvstyreadministrationen vokser, mens antallet af ansatte hos kommunerne ligger stabilt. Selvstyret har altså langt mere behov for at se kritisk på deres udgifter end kommunerne, siger borgmester i Kommune Kujalleq, Kiista P. Isaksen (S).