Borgmester med kraftigt opråb: Hæv vores isbjørnekvote!
Et stigende antal isbjørne har i år fundet vej til byer, bygder og fåreholdersteder i Sydgrønland.
Blandt andet er der set en hun-isbjørn med en unge i Nanortalik i starten af måneden.
Og det skaber utryghed, skriver borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA) i et opråb til naalakkersuisut.
- Borgerne er bange for at gå ud i naturen, og det er ikke længere attraktivt at gå på telttur. Det vil være et stort tab for kulturen og selvforsyningen, hvis teltture og forrådssamling ikke længere er muligt, skriver hun.
Samtidig oplever borgerne i Sydgrønland, at isbjørnene er mere opsøgende end tidligere, skriver Stine Egede.
- Bestandstørrelsen har bevirket, at de sultne isbjørne ikke længere er bange for at komme ind på byområder. Derudover er der flere og flere isbjørne, der ankommer til fåreholderstederne her i vores kommune. Dette har ført til to potentielt meget farlige situationer, som blev undgået ved held.
Derfor ønsker borgmesteren at få hævet isbjørnekvoten i området.
Hæv kvoten til 10
I dag må fangere i Sydgrønland nemlig kun skyde fire isbjørne om året. Og den kvote blev opfyldt allerede 13. marts – kun lidt over to måneder inde i året.
Allerede dengang efterlyste lokalpolitiker Anders Olsen fra Siumut højere kvoter.
- Den skal være på flere end fire. Den kan fordobles eller være på 10 eller 12. Hvis isbjørnekvoten for Sydgrønland er på det antal, vil den udgøre en stor fordel for dem, som erhverver sig som fangere og deres familier, udtalte han på det tidspunkt.
Og det er borgmester Stine Egede helt enig i. Derfor opfordrer hun nu naalakkersuisut til at hæve kvoten til mindst 10 isbjørne om året.
- Såfremt denne alvorlige situation skal overkommes, er kvoten på fire isbjørne i Kommune Kujalleq langt fra tilstrækkelig. Især i de sydligste bygder, hvor hovederhvervet er fangst, bør kvoten absolut forhøjes, skriver Stine Egede i sit opråb.
I april måned ansøgte fisker-og fangerforeningen i Ittoqqortoormiit om, at få hævet isbjørnekvoten der. To måneder senere – i juni – sendte fisker- og fangerforeningen i Tasiilaq en lignende ansøgning om en ekstrakvote på 15 bjørne.
Begge ansøgninger blev dog afvist af naalakkersuisut. Det fremgår at et §37-svar fra naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Kim Kielsen.
KNR forsøger at få et opfølgende interview med Kim Kielsen.