BILLEDER Bordtennisdommere til middag med den sydkoreanske ambassadør

Den sydkoreanske ambassadør Young-sam Ma, der netop har været på officielt besøg her i landet, kan andet end diplomatiets svære kunst. Han viser sig også at være en velanskrevet international bordtennisdommer, der netop har deltaget ved VM i bordtennis i Kina.
Skrevet af Karsten Sommer
15. maj 2015 08:01

Og det er kommet Grønlands Bordtennis Union, Greenland Table Tennis Federation, til gode.

Det viser sig nemlig, at et hold grønlandske bordtennisdommere for nylig deltog i de danske ungdomsmesterskaber i forbindelse med en fornyelse af deres dommercertifikater. Her dannede dommerne par. Og dén makker, bordtennisdommeren Bodil-Mona Frederiksen fra Paamiut fik, var ingen ringere end ambassadøren, som hun kom til  at dømme en række vigtige finalekampe sammen med.

LÆS OGSÅ Koreas ambassadør overvåger varslet NunaMinerals kollaps

I mandags på vej hjem fra Danmark mødte de grønlandske dommere så ambassadør Young-sam Ma i Atlantflyveren på vej til Grønland.

- Og dét udløste lige på stedet en middagsinvitation fra ambassadøren til dommerne og bordtennis unionens formand Emil Kleemann.

- Det blev en hyggelig og afslappet tirsdagsmiddag med ambassadøren i Nuuk, fortæller Emil Kleemann, der fik et par fif fra ambassadøren inden Arctic Winter Games-turneringen i bordtennis til næste år i Nuuk.

Med er der fem dommere, nemlig ambassadørens makker, Bodil-Mona Frederiksen, Pipaluk Serubabelsen, Leif S. Immanuelsen, Benjamin Grim og Julius Anike.