Bloktilskud på plads

07. december 2006 09:31

Så er der skrevet under på den check, der udgør det danske tilskud til den grønlandske økonomi i de kommende år. Både i 2008 og 2009 bliver bloktilskuddet godt 3,2 milliarder.

Landsstyremedlem for finanser Josef Motzfeldt skrev i går under på aftalen om bloktilskuddet – sammen med sin danske kollega, finansminister Thor Pedersen.

På grund af selvstyrekommissionens arbejde er de to regeringer enige om, at der ikke er grund til at ændre på tilskuddets størrelse, før den fremtidige fordeling af opgaverne kendes. Og da selvstyrekommissionens arbejde slutter i 2007 giver den nuværende aftale to år, hvor man kender økonomien her i landet.

Den danske regerings samarbejdspartner – Dansk Folkeparti – har flere gange været fremme med ønsker om at skære i bloktilskuddet, eller fra dansk side bestemme hvad pengene skal bruges til – men det bliver der altså ikke noget af. Dermed er det fortsat landsstyret og landstinget der kan bruge de tre milliarder som en del af finansloven..