Piteraq i Tasiilaq begynder i aften: Borgere bør sikre både og løse genstande
DMI har varslet piteraq i Tasiilaq i aften fra klokken 23.00 indtil midnat torsdag. Kommuneqarfik Sermersooq opfordrer borgerne til at tage deres forholdsregler.
Når stormen er allerværst, opfordrer kommunen til, at man bliver indendørs.
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
Folk der bor eller opholder sig i Tasiilaq skal forberede sig på, at en piteraq rammer byen i aften klokken 23.00. DMI forventer, at den først vil slutte torsdag klokken 00.00.
Stormen ventes at komme fra nordvest med 15-23 meter i sekundet og med vindstød på op til 35 meter i sekundet.
Kommuneqarfik Sermersooq opfordrer i et facebookopslag folk til at sikre deres både og løse genstande.
- Herunder byggematerialer og lignende, og for så vidt muligt at forblive indendørs under stormens højdepunkter, skriver kommunen.
Hvis man har brug for hjælp under stormen, henviser kommunen til, at man kontakter beredskabet på telefonnumrene 113 og 36 77 89.